En kort konklusion på foredraget kunne være at det danske samfund bør stille flere krav til indvandrerne, men samtidig vise forståelse for, at der er tale om en meget sammensat gruppe, som både rummer ressourcestærke og socialt belastede familier.

En nøgle til Paradis
»På det tidspunkt blev børn hjernevasket til at gå i krig. Vi stod i lange rækker og lyttede til religiøse sange om krigens nødvendighed. En dag bliver I soldater og skal ofre jeres liv til islam, fortalte de os. Vi fik endda udleveret en nøgle i plastik - til Paradis. Børnene blev sendt til fronten uden træning. De løb forrest hen over minerne - mens de rigtige soldater løb bagefter.« »Det var den ene grund til, at vi flygtede, den anden var, at mine forældre havde en anden religion - bahai,« fortalte Farshad Kholghi, der var 13-14 år ved ankomsten til Danmark.
Mødet med danskerne og den danske skole beskriver han som underligt:
»Alle i klassen var indvandrere; afrikanere, tyrkere, piger med tørklæder. Det eneste jeg manglede for at føle mig hjemme, var et billede af Khomeni.
Men læreren var flink og allerede efter et par dage blev jeg hørt. Min sidekammerat hviskede svaret: »dus dule«, som jeg stolt gentog. Fint, Farshad, sagde hun, meget fint. Og der gik lang tid, før jeg fandt ud af, at det hedder to stole.« Skuespilleren Farshad Kholghi mimer sig igennem det meste af sin livshistorie. Fra de første år i Haderslev, hvor han - trods mange advarsler fra sine landsmænd - begynder at komme i et dansk hjem, over et kostskoleophold i Grindsted til nutiden i det københavnske film- og teatermiljø.
Racisme fra dansk side mødte han bl.a., da han fik arbejde på et plejehjem, og en beboer vrængede: »Jeg vil ikke vaskes af en jøde!«. Men i sit konferenceindlæg fokuserede han mere på indvandrernes fordomme.
»Selv er jeg ofte blevet advaret mod at omgås danskere, både i forhold til deres seksuelle udskejelser og risikoen for at miste min kultur og religion. Men jeg synes, det er chokerende, når 10-årige drenge, der er født og opvokset i Danmark, fortæller, at »danskerne holder orgier og dyrker sex med deres mor juleaften«,« sagde Farshad Kholghi.
»Der er ganske enkelt noget galt med deres opdragelse. De fodres med fordomme i ungdomsgrupperne, måske også i Koranskolerne, og mangler grundlæggende viden om, hvordan man opfører sig. De har brug for at lære at tænke selv og stille kritiske spørgsmål både til deres forældre, lærerne i de muslimske skoler og de danske medier.«

Menneskerettigheder og racisme
Farshad Kholghi understregede desuden, at det danske samfund - efter hans opfattelse - gør indvandrerne en bjørnetjeneste ved ikke at stille krav om, at de lærer at tale sproget.
»På et tidspunkt mødte jeg en 15-årig albaner, som trods det, at han var født her, talte så dårligt dansk, at jeg ikke kunne forstå ham. Men jeg synes faktisk, at det er en menneskeret at kunne kommunikere, og jeg kan godt forstå, at man bliver frustreret, hvis man ikke evner det. Derfor er jeg også træt af, at man af frygt for at blive kaldt racist lader være med at stille krav om, at de skal lære sproget. Man forveksler menneskerettigheder med racisme.«
Som en af mange løsninger på problematikken peger Farshad Kholghi på, at danskerne må droppe pladderhumanismen og begynde at stille krav.
»Det er f.eks. misforstået godhed at lade folk sige »dus dule«, når det nu engang hedder »to stole«. På samme måde skal politikerne være mere ærlige, og tænke mindre på stemmerne. Der bør vel også være en vis justits med, hvad børnene lærer i Koranskolerne. Ingen ved, hvad der foregår i de der lukkede rum. Men politikerne kunne godt stille krav om, at der var en kontrol, hvis de ikke var så bange for at blive kaldt racister. Måske kunne man også indføre tvangsundervisning i dansk kultur, så man undgår nogle af de mest vanvittige fordomme.