Fæstevæsnet

var i tidligere tider en brugsret over fast ejendom (bygninger og jord), fæste var overvejende benyttet indenfor landbrug.

  Jordejeren bortfæste en ejendom eller et hus til fæsteren mod at få fæsteafgifter som f.eks. hoveri og landgilde. Fæste er i modsætning til andre former for brugsret til jord ikke tidsbegrænset.

  Tidligere antoges det, at en forordning i 1523 havde bestemt, at fæste betød fæste på livstid, denne opfattelse er dog næppe rigtig. Derimod konstaterede Danske Lov i 1683 livstidsfæstet. Fæste kendes fra middelalderen, men det er uklart, hvor langt tilbage man kan føre begrebet. Fæste-forhold vandt betydelig udbredelse i senmiddelalderen. I Jylland var der flere bønder selvejere, men i løbet af 1500- og 1600tallet. overgik så godt som alle selvejergårde til fæste, som blev den altovervejende brugsform for bondejorden, dvs. for omkring 90% af det dyrkede areal. Samtidig blev det almindeligt antaget, at bondejord, hvis selvejerstatus ikke kunne godtgøres tilstrækkeligt, var at betragte som fæstejord. Danske Lov samt lovgivningen i 1700tallets første halvdel tog i alle væsentlige forhold udgangspunkt i fæsteforholdets tilstedeværelse, når det gjaldt bondestandens forhold. Fæstet angik alene ejendommen med bygninger, men fæsteren skulle dog ifølge Danske Lov være jordejeren „hørig og lydig“. I realiteten indebar fæstet en underordning over for jordejeren, hvilket i 1600- og 1700tallet. blev udvidet til en mere udbredt anerkendelse af jordejerens ret til at håndhæve husbondlignende myndighed med anvendelse af hustugt og træhest over for fæsteren. Modsvarende kan man tale om, at der i samme tidsrum udvikledes en fæsteforpligtelse for bondejorden, dvs. at fæsteejendomme ikke kunne inddrages under hovedgårdene. Dette blev understreget ved gentagne forbud mod nedlæggelse af bondegårde og viste sig at få afgørende betydning for bondelandbrugets overlevelse.

Ved fæstets tiltrædelse blev der indgået en kontrakt, som opregnede fæsterens rettigheder og pligter. Fra 1719 skulle kontrakten foreligge, dels hos fæsteren som fæstebrev, dels på godset som reversalfæstebrev samt indført i en fæsteprotokol. Almindeligvis betalte fæsteren et pengebeløb ved fæstets tiltrædelse, indfæstning. Fæstekontrakten opregnede den faste afgift, landgilden, i penge og/eller naturalier, ligesom fæsteren desuden normalt skulle yde arbejde, hoveri, der oftest var angivet ubestemt. Kontrakten kunne ligeledes indeholde en aftægtskontrakt, som omfattede ydelserne til den fratrædende fæster eller hans enke. Fæsteren skulle holde bedrift og bygninger og udvise den tidligere nævnte hørighed og lydighed. Ved manglende opfyldelse af disse forpligtelser kunne fæsteren dømmes til at fratræde sit fæste og skulle her ligesom ved frivillig fratræden svare for konstaterede mangler på bygninger og besætning. Danske Lov fastslog kravene til besætningen, der skulle forefindes ved fæstets indgåelse og tilsvarende svares ved fratrædelse.

I løbet af 1700tallet. foregik en stadig udvikling hen imod familiefæste, dvs. at søn eller svigersøn under normale forhold kunne påregne at efterfølge fæsteren, ligesom der gennem århundredet var tale om et fald i andelen af fæste fratrædelser ved dom.xxx

I forbindelse med de begyndende landboreformer indførtes arvefæstet, der i de fleste forhold, f.eks. ret til pantsætning, deling og salg, stillede arve-fæsteren lige med selvejeren, idet jordejeren kun forbeholdt sig få i praksis begrænsede rettigheder. Bondens retsligt svage stilling i fæstekontraktforholdet var en væsentlig baggrund for nedsættelsen af Den Store Landbokommission i 1786, Øverst på kommissionens dagsorden stod en opstramning af lovgivningen til gunst for fæsteren.

En forordning fra 1787, udformet af Christian Colbiørnsen, indebar en styrkelse og retsfæstelse af fæsterens position i forhold til jordejeren ved til- og fratrædelse, ligesom anvendelse af straffemidler over for fæsteren, herunder brug af træhesten, blev forbudt. Disse års landbolovgivning bidrog til at styrke fæsterens retsstilling i forhold til jordejeren, ligesom fæsteren blev taget under statens beskyttelse, hvilket bl.a. skete ved forordningerne i 1789 og 1790, hvoraf den sidste indskærpede fæsteforholdets livsvarighed.

Et af landboreformernes resultater var en meget langsom overgang fra fæste til selveje. Ved fæsteafløsning; i 1835 var endnu 43% af bondejorden fæstegods. Fæsteforholdet blev drøftet i de rådgivende stænderforsamlinger fra 1835, og en forordning af 1838 regulerede på ny forholdet mellem fæster og godsejer. I 1840erne stillede bondebevægelsen krav om fæstegodsets overgang til selveje, og kravet støttedes bl.a., ved Orla Lehmanns påstand i 1838 om bondestandens betingede medejendomsret til fæstejorden. En landbokommission nedsat i 1849 beskæftigede sig bl.a., med vilkårene for fæstegodsets overgang til selveje, og flere samtidige love støttede denne tendens. Politisk kom striden, der i stort omfang beskæftigede Rigsdagen i 1850erne, til at stå mellem Bondevennernes krav om en tvangslov med anerkendelse af bondestandens medejendomsret og de øvrige politiske gruppers ønske om at fremme afviklingen ad frivillighedens vej.

D.G. Monrad gennemførte i 1861 en lov, præciseret yderligere i 1870 og 1872, som gav godsejerne ret til at inddrage en vis mængde fæstejord ved salg til selveje. I 1870erne var den frivillige overgang til selveje vidt frem-skreden, og fæstegods i større omfang fandtes kun i enkelte egne, især på Sydfyn. Fæstespørgsmålet var efterhånden ikke længere politisk sprængstof og fæstevæsenet blev til slut helt afskaffet i 1919.