Kirken er rejst omkring 1180 på en banke, omgivet på de tre sider af lave, sumpede arealer. Den er opført af tilhuggede granitkvadre på en skråkantsokkel, som igen hviler på et markstensfundament. Både kor og skib er næsten kvadratiske. Ingen af de oprindelige vinduer er i behold.

Tårn og våbenhus er formodentlig tilføjet i 1500-tallet. Tårnets øverste stokværk blev i første halvdel af 1800-tallet brudt ned, vel på grund af dårlig vedligeholdelse, og taget blev ført hen over tårnbygningen. I 1935 opførtes tårnet, og her hænger to klokker, en fra omkring 1500, som ikke er i brug, og en fra 1931 (De Smithske Støberier).

På kirkegården findes flere gravsteder med mindesmærker over ejere af Kærbygård, som kirken hørte under i lange perioder. Mest ejendommeligt er monumentet over Anna Maria Mørch Secher, rejst 1799 af hendes efterlevende ægtefælle Ancher Jørgen Secher

Skibet har bjælkeloft, sidst fornyet i 1973. I koret blev der o. 1500 indbygget et krydshvælv, og samtidig udvidedes korbuen, som fik en let tilspidset form. Hvælvingen er udsmykket med ranker og ribber, og et narrehoved griner frem i korets nordøstlige hjørne,

Døbefonten, en kraftigt formet granitkumme, er jævnaldrende med kirken. Fodstykket bærer spor af en oprindelig bemaling.

Kirkerummet blev gennemrestaureret i 1989 (arkitekt: Th. Bang Termansen). I koret fjernedes en panelbeklædning og et trægulv, og hele gulvet belagdes med gule klinker. Da de oprindelige vægge blev frilagt, konstateredes en niche i korets nordvæg, måske et tilmuret spedalskhedsvindue. Alterbordet fra 1800-tallet blev fremdraget og istandsat, og en ny alter-udsmykning ophængtes på væggen, udført af væveren Elin Stefansdottir, som også afsatte farverne til inventaret.

De fornemme alterstager fra 1654 er gaver til kirken fra hofmester Offe Schade og hustru Augusta Margaretha Marschalck til Kærbygård.

Tårnrummet, som har indgang ad en granittrappe fra vest, tjente i 1600-tallet som begravelse for Kærbygård. Siden skiltes det af fra kirkerummet og anvendtes som ligkapel. Ved restaureringen i 1989 indbyggedes i kirkens vestvæg en niche til orgelet (»kisteorgel«, Bruno Christensen), og herfra fører nu en dør ud til rummet, hvor bl.a. er anbragt de inventardele, som ikke længere er i brug.

Kirken har indlagt el til opvarmning og orgel, men har bevaret de levende lys som eneste lyskilde, hvilket medvirker til at fastholde det lille kirkerums usædvanlig indtagende karakter.