Tilst Telefoncentral blev oprettet i 1914 med 17 abonnenter, og da den blev nedlagt i 1969 var der 277 abonnenter, som blev indført under Mundelstrup central

Tilst Telefoncetral 1914 -1969

Det stråtækte hus herover husede Tilst Telefoncentral, men der har også været cykelforretning og sidst maskinværksted.

Huset har oprindeligt været stuehuset til en gård ejet af Anders Pedersen. Anders "Peisen" havde, som vores fortæller udtrykker det, en gruelig masse børn, men da det meste af gården brændte i starten af 1900tallet, fandt Anders på at han ville til Amerika. 
Bageren købte så brandtomten, og udhusene blev revet ned og bageriet bygget samme år. Gården havde sine jorder ud langs Århusvejen den nuværende Havkærvej, så de huse der nu ligger på venstre side af Havkærvej er bygget på jord udstykket fra "Peisens" gård.

 

Som det ses af nedenstående tabel havde Tilst Telefoncentral i de 55 år den eksisterede 7 bestyrer hvoraf den sidste Inger Pedersen var bestyrer i 32 år mere end halvdelen tiden. 

Bestyrer

Årstal

Abonnenter

N. P. Nielsen

21. februar 1914

17

Rasmine Sørensen

1. maj 1926

 

Frida Jensen

1. april 1931

 

Mette Marie Karoline Stenfeldt

1. april 1932

 

Petra Pedersen

1. september 1932

 

Mathilde Eriksen

1. oktober 1936

 

Inger Pedersen

1. november 1937 – 28. maj 1969

1937, 50 - 1949/50, 93 - ved lukningen 277

Fra en der var ansat som ung pige på telefoncentralen i 1949 - 1950, 
har vi nedenstående beretning.

Jeg blev antaget som ung pige i huset, der var en nyfødt pige, jeg skulle passe samt lidt rengøring. Men snart sad jeg ved omstillingsbordet, når bestyrerinden selv tog sig af madlavning og børnepasningen.

Manden i huset havde en osterute, men kom altid hjem ca. klokken 15, så han kunne overtage omstillingen, når aftentravlheden begyndte, der var dengang 93 abonnenter.

Vi skulle melde os med ”Tilst” når ”klappen” faldt ned. Hvis vi skulle udenbys, blev der tilsvarende f.eks. sagt True. Vi bad så om nummeret, og svarede de, sagde vi ”Tilst kalder”, hvorefter vi ringede abonnenten op og sagde f.eks. ”Klar til True nummer 5”. Vi satte så uret i gang, og for hver gang der var gået 3 minutter, skulle vi bryde ind og meddele det. Blev det en længere samtale, sagde vi ofte ”ønsker de at fortsætte”.

En abonnent kunne også finde på at ringe op, og i stedet for nummeret finde på at bede om bageren eller slagteren, vi havde jo alle numrene i hovedet. En dag ringe en abonnent op bad om at tale med naboen til centralen, men jeg sagde ring senere, hun er lige gået ud.

Juleaften og nytårsaften var centralen lukket, men var der alligevel en der kaldte op, blev det meget dyrt.

  Vi udfyldte sedler med opkald – udenbys – tid – dato-  m.m.. En gang om måneden blev de sendt ind til Jydsk Telefon. 

Tilst automatiseret

28. maj 1969 blev Tilst telefoncentral automatiseret, klokken 13 blev de samtaler der var i gang afbrudt med ordene "Vær venlig at afbryde der bliver automatiseret". Så blev de gamle veltjente omstillingsborde koblet fra og der blev etableret forbindelse igennem den automatiske central, den første forbindelse igennem det nye system var at fru Otto Pedersen drejede telefondirektørens nummer og meldte alt vel. I de godt 31 år bestyrerarret hr. og  fru Pedersen betjente telefoncentralen i Tilst viksede abonnent antallet  støt fra ca. 50 i 1937 indtil det i de sidste par år sprængte rammerne for hvad der kunne kobles til omstillingsbordene. Derfor var indtil automatiseringen var store dele af Tilst  tilsluttet Mundelstrup central, dette var ret forvirrende og f.eks. gik forbindelsen når naboer skulle tale med hinanden indover Århus og ofte var alle ledningerne til Århus blokererde .
Da centralen i Tilst i sin tid blev oprettet var det i en gammel købmandsbutik der skulle skaffes 10 abonnenter men der kunne kun med nød og næppe skabes 9 sammen og varede længe inden men fik den fornødne tilslutning 

Billedet viser de to telefonborde med snoreforbindelser på Tilst central . På billedet ses fra venstre telefonistinde Signe Tygesen, Otto Pedersen og Inger Pedersen

Fru Pedersen fortæller

Det er med et vist vemod, vi siger farvel, der bliver sært stille. Men hvis vi skal have lidt frihed på vore ældre dage, må det være nu. Tempoet er efterhånden blevet hårdt, vi kunne ikke vige fra bordene en time i døgnet, min mand måtte sove på en divan ved telefonbordene.
For 30 år siden var tempoet mere sindigt, fortsætter fru Pedersen, da var centralen det alvidende sted, hvor folk søgte råd og hjælp i forskellige situationer. Vi var såmænd knap blevet kendt på egnen, før en mand ringende og spurgte, om han kunne låne en hvid skjorte til sin smoking, hans egen var blevet væk. Folk der skulle til byen, ringede og bad os stoppe rutebilen, da de ellers ville komme for sent. Der var en vis hygge ved alt dette.