FORHISTORIEN LANDSKABET Jægerstenalderen Bondestenalderen Bronzealderen Jernalderen Vikingetiden Billedet til højre  er malet af  Flemming Grundfør -94

LANDSKABET

Som det er tilfældet stort set over hele Danmark er også Tilstegnes bakker og dale formet af isgletschere og smeltevand. Isgletscherne har bevæget sig til området fra Norge, Sverige og Den Botniske Bugt. Isgletscherne medbragte sten fra de områder, de gled henover.  Da isen smeltede blev stenene liggende, og man kan derfor idag i Tilst-området finde sten som Rhombeporfyr, der stammer fra Osloområdet, Kinnediabas fra Kinnekulla i Mellemsverige, Bornholmsk granit og mange andre. Smeltevandet formede videre på landskabet. Det gravede dalene dybere og flyttede og sorterede storer mængder grus og sten. Flere små smeltevandsstrømme løb sammen i Egå- Moseå-dalen, Lyngbygård Å-dal og Århus Å-dal. Ved slutningen af istiden løb smeltevandet vestpå. Først senere, da isen var helt forsvundet og landet hævede sig, begyndte det at løbe mod øst, som det gør i dag.

Af mindre smeltevandsdale kan nævnes Bukbæk, Elbækken, Voldbækken, Koldkær Bæk samt sandsynligvis den korte, men markante erosionsdal kaldet Rævebakkerne nordøst for Stengården. Isen og smeltevandet dannede også Kasted Ås.

FORHISTORIEN

Jægerstenalderen

Kort efter afslutningen af sidste istid for 10 - 15.000 år siden bosatte små jægergrupper sig i området. Det var jægere fra den kulturgruppe som i dag kaldes Brommekulturen.

Tilst-, Kasted- og Geding Moser var dengang en forholdsvis stor sø. De omgivende dalsider var sparsomt bevokset med blandt andet lave birketræer og buske. Landskabet var iøvrigt åben tundra.

Karakteristisk for denne periodes bopladser er grove flintflækker. De blev brugt til skrabere, stikler, knive og spidser til pile og spyd, der blev anvendt til jagt på blandt andet ren og elg.

Efterhånden som klimaet blev mildere afløstes tundraen af en lysåben skov. I den var der gode livsbetingelser for blandt andet storvildt som elg, urokse og kronhjort. De gode jagtmuligheder i området i denne periode fremgår af , at der er spor efter flere bopladser fra den såkaldte Maglemosekultur.

På Maglemosekulturens bopladser findes små flintblokke, flækker og spåner. Af disse fremstilledes blandt andet spidser - mikrolitter, der blev brugt som od og modhagere på pile. I denne periode begyndte man at anvende små uslebne flintøkser. Desuden fremstillede man skiveskrabere, knive, stikler og bor.

Skoven blev til en tæt urskov. Livsbetingelserne for vildtet ændredes. Sammen med mange andre fødemuligheder blev kronhjort og vildsvin en vigtig del af grundlaget for bosætning i området. Knogler fra urokse, vildsvin, kronhjort og ulv er fundet i moserne.

De efterfølgende kulturer kaldes Kongemosekulturen og Ertebøllekulturen. Karakteristisk for Kongemosekulturen er såkaldte skævpile og store spidsvåben. Ertebøllefolket var primært bosat ved kysten, men havde også mindre sæsonbopladser inde i landet. Sådanne pladser er fundet i Geding- og Kasted Moser. Ertebøllekulturen er især kendetegnet ved flintredskaber som tværpile, kerneøkser, skiveøkser, flækkeknive, skrabere, bor og stikler. Udover sådanne redskaber, flintaffald og knogler er der fundet et enkelt ravsmykke fra denne periode. Det er en gennemboret ravperle, som blev fundet ved gården Englyst. Perlen er erklæret som danefæ. Den befinder sig nu på Nationalmuseet.

Gennem jægerstenalderen voksede befolkningstallet. Det blev nødvendigt at udnytte naturens ressourcer bedre. Og man begyndte for ca. 6.000 år siden at rydde skoven og opdyrke jorden samt at holde tamkvæg. Fundene fra perioden viser, at bopladserne generelt blev placeret på højere beliggende arealer. Fundene viser også, at bosætningen spredte sig ud over det meste af området. F.eks. er der gjort fund fra perioden på dalsiderne omkring den forhenværende sø i Egådalen samt på det højt beliggende plateau mellem Egådalen og Eldalen.

Den landbrugsform der blev praktiseret, var det såkaldte svejdebrug. Det bestod i, at man fældede et stykke skov ved hjælp af store slebne flintøkser. Når træerne var fældet, blev de brændt. Man såede derefter korn i den askeblandede jord. Kornet blev høstet med flintsegl og malet til mel på kværnsten af granit. Andre karakteristiske genstande fra denne periode er forholdsvis store tragtformede kar af brændt ler. Disse kar har givet navn til den første periode i bondestenalderen, der kaldes for Tragtbægerkulturen. Den efterfølgende kultur, Enkeltgravskulturen er blandt andet kendetegnet ved øksehoveder af grønsten med boret hul til skaftet. Disse økser kaldes skafthulsøkser eller stridsøkser. Desuden brugte man forholdsvist simpelt tilhuggede og let slebne flintøkser samt små trekantede pilespidser af flint. Den sidste periode af bondestenalderen kaldes Dolktiden, hvilket refererer til de store fladehuggede Flintdolke, som er kendetegnende for denne periode. Moesgård Museum undersøgte i 1982 en overpløjet gravhøj ved Marienlystvej. Den viste sig at være fra bondestenalderen, og indeholdt blandt andet en lerkrukke og to flintdolke. I forbindelse med en arkæologisk undersøgelse ved Tilst Skole i 1998, blev der fundet enkelte genstande fra Dolktiden. Der blev blandt andet fundet en såkaldt fliget, fladehugget pilespids.

Meget tyder på at man i bondestenalderen var knyttet til et forholdsvist lille territorium. Det ses blandt andet af, at man begyndte at begrave sine døde i gravhøje, der ofte lå markant i landskabet. Det har f.eks. været tilfældet med nu sløjfede gravhøje, der lå ved Geding og langs Marienlystvej ved Tilst.

Selvom jorddyrkning og kvægavl fik en stadig større betydning for stenalderfolket, spillede jagten og fiskeriet fortsat en betydelig rolle. Klimaet, landskabet og jagtdyrene var stort set som i den sidste del af jægerstenalderen. Derfor blev jagten også i vid udstrækning drevet fra de samme pladser som dengang. På bopladser fra jægerstenalderen finder man derfor også redskaber som f.eks. pilespidser og skrabere, der stammer fra bondestenalderen.

De første metaller der blev brugt i Danmark til redskaber var kobber og bronze. Disse metaller fandtes ikke i Danmark, men var indført fra andre områder.

Først blev det nye materiale overvejende anvendt til rituelle genstande og statussymboler som f.eks. smykker og pragtvåben. Selvom bronzen også efterhånden blev brugt til brugsredskaber, er der meget som tyder på, at bronzeredskaber ikke var hver mands eje.

Mange dagligdags redskaber blev gennem hele bronzealderen lavet af de gammelkendte materialer blandt andet flint. Det gjaldt f.eks. segl, knive, dolke, bor, skrabere og pilespidser. Kornet blev som i stenalderen malet på skubbekværne af granit.

Ved gården Magdalenelyst i Geding har der i mange år stået en kværnsten. Den er speciel, idet den har fået indhugget et skåltegn på siden. Skåltegn menes at tilhøre yngre stenalder og bronzealder, som tilsammen strækker sig overperioden 3000 - 500 f.Kr. Det antages, at sådanne skåltegn har haft religiøs betydning.

Ved gården Englyst er der fundet et bronzearmbånd, som stammer fra bronzealderen. Det er erklæret for danefæ og befinder sig på Nationalmuseet. Her udover er der fundet forholdsvis mange typiske flintredskaber fra bronzealderen og ikke mindst gravhøjene vidner om, at bronzealderfolket har været i området. En stor del af de 55 kendte gravhøje fra området er uden tvivl fra Bronzealderen. De ligger i grupper. En gruppe ved Geding, med de to navngivne høje Tovhøj og Kirkehøj. En gruppe som strækker sig fra Tilst langs Marienlystvej mod Brendstrup og én ved Kasted med den fredede Revelhøj, som er den eneste der ikke er overpløjet. Disse rækker markerer sandsynligvis bygder og færdselsstrøg i bondestenalderen og bronzealderen. Bronzealderhøjene er rejst i ældre bronzealder omkring en jordfæstet grav. Senere i yngre bronzealder blev ligbrænding den mest almindelige gravform. Urnekrukken, der ofte var en såkaldt ansigtsurne, det vil sige en lerkrukke med et stiliseret ansigt, blev med de brændte knogler og gravgaver nedsat langs kanten af en eksisterende høj. Fra området omkring Tovhøj og Kirkehøj kendes flere af disse urner.

Omkring år 500 f. Kr. begyndte jern at vinde indpas som det vigtigste materiale til især skærende redskaber og våben. I jernalderen blev Tilst-egnen tættere bebygget. Omkring de nuværende landsbyer er der fundet en del bopladser fra denne periode. Blandt andet ved Tilst's østlige bygrænse har ligget en jernalderboplads. 

Udgravningsplan De tagbærende stolpehuller og skillerum i husene er markeret

I 1985 blev den udgravet af arkæologer fra Moesgaard Museum. Bopladsen, som har været beboet i en periode fra 200 f.Kr. til 200 e. Kr. viste sig blandt andet at indholde 4 langhuse, samt en del affaldsgruber. Affaldsgruberne er sandsynligvis gravet med det formål at skaffe ler og sand til keramikfremstilling og lerklining. Senere blev hullerne brugt til affald. Ud over hullerne til stolper, hegn, ler- og sandgrave fandt man også kværnsten, hammer- eller knusesten, store mængder keramikskår og et enkelt helt lerkar. Det stod i et stolpehul, og må antages at have været et husoffer, som skulle beskytte folk og dyr i huset mod ulykker. En skik der har været praktiseret op til forrige århundrede.

I 1970'erne blev der i et hus på Bysmedevej 46 i Tilst fundet den underste del til en drejekværn, en såkaldt "Ligger". Den øverste del - "Løberen" - til en tilsvarende kværn, blev fundet i 1986 i Geding, hvor den havde været anvendt som fundamentsten for en skorsten på Geding Byvej nr. 18. Denne type drejekværn begyndte omkring 200-300 år e. Kr. (Romersk Jernalder) at erstatte skubbekværnen.

Ved Elbækken, på grænsen mellem Hasle og Tilst sogn, blev der i 1987 fundet en brolagt vej fra jernalderen. På grund af bækken og det fugtige terræn har det været nødvendigt at have en velbygget kørebane på dette sted - et vadested. Det er sandsynligt, at vejen har forbundet de jernalderbopladser, som har ligget ved Brendstrup og Hasle. Vejen er indrammet af to rækker store kantsten og selve kørebanen består af mindre sten, henover hvilke der er et tyndt lag skærver.

Der er fundet jernaldergrave ved både Tilst og Geding. En af Gravene i Geding er dateret til ældre Romersk jernalder (år 100 e.Kr. Den var omsat af sten, og indeholdt en hel opdækning af lerkar.

I 1896 fandt en husmand, der skar tørv i Kærbygårds mose ved Kasted et hængemykke fra jernalderen - en såkaldt Guldberlok, der blev erklæret som danefæ. Den befinder sig nu i Nationalmuseet. Husmanden fik 6 kr. som dusør og findeløn.

Der er ikke fundet sikre spor fra vikingetiden i området. Det kan der være flere årsager til. For det første kan det være, at der ikke har været bosættelser eller andre aktiviteter, som har efterladt sig spor. Det kan også være, at sporene er ødelagte. Endelig kan det være, at sporene er skjulte. Det kan f.eks. skyldes, at de ligger under nyere bebyggelser, og derfor ikke er umiddelbart tilgængelige.

Nogle stednavne i Tilstområdet skønnes at stamme fra vikingetiden eller sen jernalder. Tilst er nok det mest interessante navn i denne sammenhæng. Navnets ældste form er Tîslæst. Stednavneforskere mener, at navnets første led kan være det gammeldanske navn på krigsguden Tî eller Tyr. Efterleddet læst kan måske være det stadig anvendte ord for en træform, hvorover læderfodtøj skæres og sys, men det kan evt. også i denne sammenhæng betyde fod, skridt, fodsål eller spor. Efterleddet er også fortolket som et gammelt ord for efterladenskab.
Disse fortolkninger af navnet Tilst peger måske i retning af, at der i Tilst i før-kristen tid har været en hedensk helligdom, som var viet til krigsguden Tyr. Med kristendommens indførelse har man bygget en kirke. Den nuværende stenkirke er opført i det 12. århundrede. Det vil sige kun 100-150 år efter vikingetidens ophør. Måske er den, ligesom det er påvist i Lisbjerg, opført på et sted, der også i før kristen tid havde religiøs betydning.

I løbet af middelalderen opstod og udviklede de nuværende landsbyer sig. Måske skete det på resterne af vikingetidens landsbyer.

Jørgen Viemose  -  Januar 2001