Vi startede til præst en tirsdag morgen klokken otte.
Jeg kom lidt i otte, og de fleste var kommet. Da alle var kommet, skulle vi synge morgensang. Det synes vi dengang var noget så latterligt, men jeg tror, det var fordi vi ikke tænkte så meget over, hvorfor vi skulle synge, men mere på hvad de andre ville tænke om én, hvis man sad der og skrålede med på en kirkesalme. Efter morgensangen gik vores klasse ind i et rum for sig selv og den anden klasse i et andet. Jeg blev faktisk overrasket, da jeg ankom, for vores præst rendte bare rundt i ganske almindeligt tøj, med en kop kaffe i hånden og sagde godmorgen til os. Jeg ved ikke præcis hvad jeg havde forestillet mig, men noget i retning af, at præsten havde hvid krave og sort kjole, som i kirken. Men hendes - præsten var en dame - væremåde overfor os var utrolig. Jeg troede hun ville opføre sig som en hellig engel og tro at var en flok pattebørn. Men i stedet var hun venlig, og snakkede med os om alt melle himmel og jord. Vi snakkede selvfølgelig mest om kristendommen, da det jo var det var der for, men vi kom også ind på mange andre emner, som f .eks. pubertet og forandring, krig og racehad, familie og kærester, skolen og andre dagligdags ting. Vi hyggede os nede ved præsten, men det ville man selvfølgelig ikke indrømme. Dengang var det bare så træls og det var alt for tidligt «m morgenen. Der var ikke det, der ikke var i vejen. I dag kan man se tilbage og sige at det var sjovt, også selvom det kun er to år siden. Men på de to år er der sket en frygtelig masse ting, og vi har forandret os meget alle sammen. Nogle vil nok stadig vove at påstå, at det var kedeligt, mens andre mener noget andet. Der var stor forskel på os dengang, det er der også nu, og det vil der altid være.
Vi skulle gå i kirke 6 gange, det hørte med til at gå til præst. For nogle var det svært at snøvle sig op søndag morgen for at komme i kirke. For nogle var det bare en nødvendighed, der skulle overståes, for andre var det hyggeligt og spændende, mens det for enkelte var helt iorden, men ikke ligefrem noget man gik op i. Sidstnævnte var jeg en af. Jeg syntes da, at det var spændende, og jeg ville da også gerne vide noget om kristendommen inden konfirmationen, men jeg vidste, at efter det hele var overstået, ville jeg ikke gå i kirke så ofte. Jeg var i kirke ca. 7-8 gange, lidt flere end vi skulle, men jeg synes det var passende. De fleste var i kirke præcis 6 gange, man skulle ikke plages flere gange end nødvendigt, mente de. Mens der var en der nærmest var i kirke hver søndag, han nåede op på 13 søndage.

Selve konfirmationen foregik som den skulle. Vi havde øvet det i kirken tirsdagen før. Vi havde bestemt, hvem der skulle stå forrest og bagerst o.s.v. Jeg skulle gå ind forrest af pigerækken og Mickey af drengerækken. Vi var meget nervøse, men vi gik ind og fik os sat og så var det hele i gang. Vi skulle synge forskellige salmer og rejse os og sætte os på bestemte tidspunkter. Efter at have sunget nogle salmer, skulle konfirmanderne rejse sig og gå op til koret. (Det er det øverste af kirken hvor alteret er og præsten står og prædiker.) Der skulle vi knæle på knæfaldet, (en slags lav bænk) foran alteret og præsten skulle gå rundt til hver konfirmand og spørge om man ville tro på kristendommen og følge dens ti bud. Men før præsten spurgte om alt det og konfirmanden havde svaret ja, læste hun et lille vers eller et lille digt op, som vi hver især havde valgt. Vi havde en dag fået at vide at vi skulle finde et sådant vers eller digt som vi syntes passede til vores personlighed og tro. Mit lød sådan :" Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje, alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, f ør en eneste af dem var kommet. 'Citat fra Salmernes bog s. 139, vers 16.
Det fortæller om, hvor stor magt Gud har, og at vi skal vise ham respekt og tro på ham med glæde. Gud ved, hvad der foregår på jorden.
Det var desværre sådan, at der var mange der ikke havde fundet et vers, fordi de enten ikke havde lyst eller ikke kunne finde ud af det. Vores præst var derfor meget taknemlig over, at jeg havde skrevet mindst 6 vers på min seddel. Så der var mange, der fik læst et vers op de aldrig havde hørt eller læst, men som jeg godt vidste hvor kom fra. Det var også en rar fornemmelse for mig, at selvom jeg havde skrevet mange, og jeg kun kunne få læst ét op, betød det ikke at resten var dårlige. Præsten fortalte mig efter konfirmationen, at hun havde været meget stolt og glad for mine vers.
Bagefter sagde vi fadervor i kor og gik tilbage til vores pladser. Vi sang nogle flere salmer og derefter blev der uddelt en gave til hver konfirmand, før vi skulle gå i rækker ud af kirken. Der blev taget billeder af os alle sammen lige bagefter, hvor vi stod oppe ved koret, så vi hver især også fik et billede med os hjem. Gaven var, "Det nye testamente".

Nu var vi blevet konfirmeret og det skulle fejres. Der blev uddelt knusere i massevis, og derefter tog vi hver til sit. Jeg havde inviteret omkring 40 gæster, og de var der næsten alle sammen.

Forberedelserne havde været mange. Vi skulle have dækket bordene, pyntet dem, lavet mad og andre praktiske ting. Min farmor havde lavet blomsterdekorationerne og jeg havde lavet bordkortene. Min mor havde haft travlt i køkkenet med at få det hele parat. Jeg havde selvfølgelig bestemt menuen. Min far havde ordnet alt det praktiske med borddækningen og invitationer og dens slags. Det var nemlig sådan planlagt, at vi først skulle spise middag i et festlokale, og derefter skulle vi drikke kaffe hjemme hos os. Til allersidst ville der blive serveret "skrup-af-mad" alias suppe i festlokalet. Det var heldigvis sådan, at det ikke var længere væk end vi kunne gå.