Selv om det hele var rigtigt, 
var tankerne umulige,

at tænke på den gang,
er som at tænke på helvede,
det frygtelige helvede,
intet håb for fremtiden,
ingen trøst hos nogen,
ordet barmhjertighed fandtes ikke. 

De uskyldige børn 
så den uendelig himmel 
fuld af fyrværkerier, 
som i virkelighed var missiler. 
De fortabte unge mennesker 
kunne ikke tage på arbejde, 
af frygt for at dø på vejen. 
De ensomme gamle mennesker 
sov i de utrygge senge, 
og vidste ikke, 
om de nogensinde ville stå op igen.

Jeg venter på én morgen:
En fredelig morgen,
hvor jeg får lyset at se,
hvor jeg vil føle mig tryg,
hvor jeg vil nyde freden,
og hvor jeg vil stråle af glæde. 

Jeg ville ønske, jeg var en engel, 
så jeg kunne flyve væk 
væk fra alt det sørgelige, 
og først vende tilbage, 
når alt var godt igen.