På grund af de lette jorder er agerdyrkningen i Tilst startet på et meget tidligt tidspunkt 

Der er ingen tvivl om, at Tilst er grundlagt i vikingetiden, hvis man kan tale om en egentlig grundlæggelse. Adskillige landsbyer er opstået ved, at nogle få agerdyrkere har slået sig ned, bygget primitive huse klods op ad hinanden og har givet sig i kast med den karrige jord.

I sidste istidsperiode nåede isen østfra kun til Trige-Søften-Mundelstrup. Da det blev mildere, trak isen sig rask tilbage på nordsiden af Århus-dalen. Derved dannedes de store jævne flader, som strækker sig vestpå mod Tilst-Kasted. På sydsiden af Århus-dalen kom der flere fremstød af isen. Her blev landskabet mere bakket. (Skådebakker-Jelshøj m. m.)

Grundlagt i vikingetiden

Stenalderfolket følte sig ikke tiltrukket af det forholdsvis flade højland, de trak længere ind i landet til åer og søer.

Derfor findes der kun meget få stenalderfund i området. En ting, der taler for tidlig ager brug i Tilst, er den lette jord. Den kunne agerdyrkerne behandle med deres primitive redskaber i modsætning til de svære lerjorder længere inde i landet.

Den første betingelse for bosætning var vand og helst også ler til klining af husene. Begge dele fandtes i tilpas mængde, gadekæret var et fint vandhul, der aldrig løb tør, ligesom der i dets nærhed kunne graves ler til husene og sandsynligvis også til det nødvendige pottemagerarbejde her tænkes på lergraven bag forsamlingshuset. Alle betingelser var derfor opfyldt, og som det dengang var en fast regel byggede man altid på den sydlige side af disse faciliteter, derfor det også på denne sydside vi finder det ædste Tilst, hvor kun få eller slet ingen af de tidligere gårde endnu består.

For nybyggerne var der mere jord end man kunne overkomme at dyrke med de primitive redskaber, og flere slog sig ned og byggede op ad de først ankomne. De var uden tvivl velsete, for så var der flere til at hjælpes ad. Efterhånden som man fik bugt med krat og sten, blev nyt land indvundet. Man fandt så ud af at dyrke jorden i fællesskab, så alle fik en lod på både den gode og den dårlige jord. Gennem århundreder dyrkedes jorden på denne måde, indtil udskiftningen, derfor Tilsts vedkommende fandt sted på et tidligt tidspunkt nemlig i 1793.   

Matrikelnumrene fortæller

Matrikelnumrene giver visse fingerpeg om, hvad der optrindeleligt hørte sammen. De lave numre med bogstavbetegnelse har været det oprindelige, mens store tal bekræfter, at her er der bygget senere. I flere tilfælde må det have været byjord, der er inddraget, og som ikke tidligere har været matrikuleret. De to sammenbyggede huse, der ligger lige efter Poul Simonsens gård, har således fået nr. 22 og 33, det kan tænkes, at det har været byjord.

Lige nedenfor haverne ligger Havkær, der måske har gået længere op mod vejen, og i denne åbning mellem gårdene kunne kreaturer drives ned i det langstrakte kær, der så fik navnet Langkær.

Det er i hvert fald sikkert, at efter disse huse lå Torstilgård med matr. nr. 7. Gården dannede hjørnet hen til Rosenpladsen, der indtil for en snes år siden var et kuplet terræn med bypumpen i midten. Hvor nu skrædderen og smeden bor lå gårdens 4 længer. Den var tidligere fæstegård under Lyngbygård, men blev købt fri af Niels Schibys oldefar og var i slægten, til den blev udstykket.

Omtalte oldefar hed forøvrigt Rasmus Pedersen og boede i Skiby ved Arslev, men da han flyttede til Tilst, kaldte man ham Ras Skiby, og så lod han sine børn døbe med navnet (som han stavede) Schiby.                

Bycenteret dengang

I 1885 blev gården flyttet ud midt i marken. Ca. 11 td. land blev solgt til Tilst Teglværk, den tidligere lergrav vestpå mod Viborgvej.

I 1943 brændte avlsbygningerne ved lynnedslag. Der var i 1908 opført ny kostald, denne og den grundmurede lade holdt til branden. Det gamle stuehus inde i byen var en lang stråtækt bygning. Det blev taget i brug af ikke mindre end tre familier. I den en ende boede Peder Vinther, i midten Marie Træskomand, der syede kjoler og kludesko til byens koner. og i den anden ende slog skrædderen sig ned.

Det var den tids bycenter.

Men hele herligheden brændte i 1900. Skrædderen byggede nyt hus på sit nuværende hjørne. Peder Vinther byggede ved siden af, og Marie Træskomand flyttede op i det tidligere stuehus til Stengården.

 

Af Torstilgårds jorder længst ind mod byen blev først inddraget et areal til sportsplads. I 1903, da kommunen ikke kunne erhverve Havkærgård, sprang man over Langkær og købte halvdelen af Torstilgårds marker, ca. 25 td. land. Et par år efter solgte kommunen til Åbyhøj Boligforening, men da man fra Boligministeriet krævede større areal for igangsættelse af etagebyggeri, overtog boligforeningen hele gården. På det tidspunkt var det areal udstykket, hvor nu en del af Brynhøjvænget ligger.