Herunder en personlig beretning fra et ægtepar -Anders og Lykke- der hele deres tilværelse har boet i Mundelstrup stationsby, i det område der  blev forgiftet af produktionen på Mundelstrup Gødningsfabrik.

Beretningen belyser især, hvordan det har været en stor psykisk belastning at leve i uvished i de mange år, fra hvor myndighederne konstaterede, at forureningen af Gødningsfabrikkens omgivelser var så alvorlig, at der måtte gøres noget, og indtil beslutningen efter lang tids debat endelig blev ført ud i livet.

Anders ”den tossede smed fra Mundelstrup” døde i 1997 66 år gammel.

 

Det er bare et hul i jorden,

en næsten usynlig plet på kortet, men en hel verden for de vel 70 mennesker, der bor her i 30 huse.

92 tog passerer i døgnet, porcelænet klirer lidt, døren kan hoppe en anelse, og samtalen forstummer – hvis man sidder ude. Det er her, den tossede smed bor -i Mundelstrup Stationsby uden for Århus.

Anders er født i hullet, og da han var barn, var haven blå og bar. Ingen grønne planter, ingen græsplæne, intet ukrudt... intet som helst!

De levede dengang i slagskyggen fra den nyligt nedlagte Gødningsfabrik. Jorden var rød og blå og giftig som luften, de indåndede. Drengen Anders og hans kammerater brugte skovle som slæder, når de kælkede ned ad de røde bjerge. Når de kom ind, havde de det røde støv i øjnene, i næsen, munden... Overalt!

Ubehageligt var det, men når det nu ikke kunne være anderledes...

Drengen Anders er her stadig. Det er ham, der er den tossede smed, der finder på sære ting og samler på alting.

Nu bor han – og de øvrige 70 – i slagskyggen fra bulldozerne, der vil udradere deres verden, deres hjem – hele det dødsdømte samfund. Det kan ske i næste uge, om tre måneder, om to år... I morgen!

Det er fire år siden, myndighederne tog den beslutning... Lige siden har de ventet på det uafvendelige. Ventet, gruet, fortrængt det, tænkt på noget andet. Det drejer sig om deres hjem, om haverne, hvor prydplanter og græs gror på den jord, man kørte på fra de omliggende højdedrag. Grøntsager dyrker man ikke her.

Debatten har været hed og meget følelsesladet, og Anders har med sit hidsige sind og storladne temperament kastet sig ind i kampen for at redde sit hjem og dagligdag. Men kampen er tabt, og sympati er det eneste, man med overbevisning kan placere hos beboerne her, der vil miste deres hjem. Der er nemlig meget lidt at have forargelsen i. Et af Anders’ fem børnebørn – ham, der bor midt i byen – har i sig et af områdets højeste arsental, der er en måle-enhed for mængden af arsenik, bly og andre giftige stoffer. -

 

Samleren Anders

Det bliver ellers noget af en begivenhed, den sorgens dag, da Anders må flytte sine samlinger af hvad som helst, for den underlige mand har så længe folk kan huske, samlet på det hele: gamle strygejern, geværer, veteranbiler, traktorer, hatte, og i kælderen har han en brændevinssamling, der må være en af de største i landet. Der står på hylderne nøjagtig lige så mange mærker, som han selv har drukket, for han har altid været meget nøjeregnende med at drikke en flaske af hver, før han stillede den fyldte på hylden -bare for at være sikker på indholdet.

Han har også samlet på – lykke! Han har dog kun et eksemplar af slagsen – nemlig vejle-pigen, han i sin tid giftede sig med. Det er Lykke, der er skaberen af eventyrhaven, der omgiver smeden og hans fantastiske samlinger: en jungle af vilde planter med indlagt vandfald og rislende kilder. Den er anlagt på tonsvis af champignonmuld, og Lykke har lagt år af sit liv i den have. Den dag, de kommer med bulldozerne, vil der ikke være noget ved noget mere -i hvert fald ikke for Lykke. I begyndelsen – dengang myndighederne afsagde dødsdommen over beboerne i hullet rasede Anders i sin utæmmede vildskab. Men Lykke græd.

Nu venter hun resigneret på dommens fuldbyrdelse.

– For hvad skal man ellers, spørger hun, – i en situation, der er så frygtelig som vor, fortrænger man tanken, tænker på noget andet.

Den gift, de alle har i kroppen her i hullet, er kræftfremkaldende, hvis tallet overstiger 20. Alle i stationsbyen bliver regelmæssigt undersøgt. Lykke har haft et tal på 27. Så sank det, men er igen på vej op.

En svigerdatter, som bor på den anden side af vejen, i Anders’ barndomshjem, hvor en søn nu har et autoværksted, har haft et tal helt oppe på 47.

Og så er der børnene. – Måske, mener Lykke, – har det at gøre med, at de stod ude og sov i barnevognene -at de altid leger ude i sandkasser osv. Det er svært at forklare dem, at der er steder, de ikke må lege, steder, hvor jorden har mærkelige farver. Sådanne hensyn tager børn ikke.

Det underlige er, at Anders, som har boet her altid, har et arsental, som er stabilt og ikke egentlig alarmerende. Det var en af årsagerne til, at han drog i leding, da myndighederne bestemte sig til at slette det samfund, der har været hele hans verden, fra han blev født. Men ak viste undersøgelserne altså, at fortids synder ikke var til at spøge med og heller ikke på trods af det halve århundrede, der er gået siden Gødningsfabrikken lukkede, var nedbrudte.

 

Den hemmelige sø

Der er dog en ting, som bliver, når Anders flytter. Det er hans hemmelige sø, hvor han opdrætter krebs. Det behøver naturligvis ikke at betyde noget, men faktum er, at Anders selv er født i Krebsens tegn og har interesseret sig for krebs, siden han kunne gå. Nu har han et halvt hundrede tusinde stykker i den sø, han har fået gravet for en hulens masse penge.

Der var også engang, han samlede på karper. Det var dengang, da han også optrådte som jæger, indtil den dag han kom til at stirre lige ind i et par fortvivlede, skræmte dådyrøjne. Så var han færdig som jæger.

Han havde dem gående i en sø i haven, og de kunne frit svømme ind under huset – i kælderen, hvor Anders havde opbygget et kæmpeakvarium, så han ligesom kunne have lidt glæde af samværet – og omvendt. Der var også i hundredvis af frøer, der søgte ind i den kolde tid, men så fik karperne igler, og så løb temperamentet igen af med Anders, der smadrede hele balladen til mange penge og herfra var færdig med karper for evigt.

Men det er småtingsafdelingen. Det, de sjældent taler om, men så meget mere tænker på, er – fremtiden!

Lykke er 55 år. Anders har rundet de 60. De har to børn, svigerbørn og fem børnebørn boende omkring sig. Hvad sker der, når bulldozerne kommer og vælter husene – deres hjem – og skærer igennem til det giftige lag under dem? De får erstatning... der er nævnt beløb op til 25 mio. kr., men de er 30 husstande, der skal dele, og kan pengene erstatte deres hjem? På den anden side bor de her med livet som indsats – rent bogstaveligt, og så er der hensynet til børnene... samvittigheden. Kan de også leve med den? På et livsfarligt monument over tidligere tiders tankeløshed.

Det er hverken Anders’, Lykkes eller de andre beboeres skyld, at de er havnet i denne frygtelige situation, men de er blevet syndebukkene. Lykke går ud og arbejder i sin have hver dag. Hun går ikke i gang med nye anlæg -hun har heller ikke bestilt træbeskyttelse til den trægavl, der trænger så voldsomt.

Anders passer sit arbejde på værkstedet, sine samlinger og sine krebs. De har alle giften i sig, men de taler helst ikke om det. Der er ikke længere noget at slås for. De har resigneret for år tilbage.

Nu venter de bare. Venter på den dag, katastrofen på larvefødder kommer væltende ned i hullet og vælter deres verden.