Tilstegnens Landskab Og Forhistorie
Tilstegnens Landskab Og Forhistorie:
Egnsmuseet har bl.a. en udstilling om landskabets dannelse og forhistorie.
Med tekst, billeder og genstande beskrives de væsentligste geologiske processer, som har formet Tilst egnens landskab. Blandt andet vises nogle af de sten, som under sidste istid blev bragt hertil af is gletchere fra Norge, Sverige og Den Botniske Bugt.
Desuden fortælles om menneskets færden i området gennem oldtiden fra omkring 10.000 år siden. De forskellige kulturperioder beskrives, og der er udstillet genstande fra Jægerstenalderen, Bondestenalderen, Bronzealder og Jernalder.
LANDSKABET:
Landskabet er primært formet af is gletsjere og smeltevand. Is gletsjerne har bevæget sig til området fra Norge, Sverige og Den Botniske Bugt. Is gletsjerne medbragte sten fra de områder, de gled henover. Da isen smeltede blev stenene liggende, og man kan derfor i dag i Tilst området finde Rombe- porfyr, der stammer fra Oslo området. Kinnediabas fra Kinnekulla i Mellem Sverige, Bornholmskgranit og mange andre. Smeltevandet formede videre på landskabet. Det gravede dalene dybere og flyttede og sorterede store mængder grus og sten. Flere små smeltevandsstrømme løb sammen i Egå – Mose ådalen og Lyngbygård ådal og fortsatte herfra vestpå.
Af mindre smeltevandsdale kan nævnes El-bækken, Voldbækken samt sandsynligvis den korte, men markante erosionsdal kaldet Ræve- bakkerne nordøst for Stengården. Desuden dannede smeltevandet Kasted Ås.
Foto af Rombeporfyr fra Oslo området.
FORHISTORIEN
Jægerstenalderen:
Kort efter afslutningen af sidste istid bosatte små jægergrupper sig i området. Det var jægere fra den kulturgruppe som i dag kaldes Brommekulturen. Tilst-, Kasted- og Geding Moser var dengang en forholdsvis stor sø. De omgivende dalsider var sparsomt bevokset med bl.a. lave birke træer og buske. Landskabet var i øvrigt åben tundra. Karakteristisk for denne periodes bopladser er grove flintflækker. De blev brugt til skafttungespidser, skrabere, stikler og knive. Skafttungespidserne blev brugt som od på pile eller spyd, der blev anvendt til jagt på bl.a. ren og elg.
Efterhånden som klimaet blev mildere afløstes tundraen af en lysåben skov. I den var der gode livsbetingelser for bl.a. storvildt som elg, urokse og kronhjort. De gode jagtmuligheder kan i dag ses ved, at der langs den daværende søbred i Egådalen, er spor af flere bopladser fra denne kultur.
Karakteristisk for Maglemose kulturen er bl.a. små flintblokke, hvoraf man slog flækker og spåner. Af disse fremstilledes bl.a. spidser – mikrolitter, der blev brugt som od og modhager på pile.
I denne periode begyndte man at anvende små uslebne flintøkser. Desuden fremstillede man blandt andet skiveskrabere, knive, stikler og bor.
Skoven blev til en tæt urskov. Livsbetingelserne for vildtet ændredes. Sammen med mange andre fødemuligheder blev kronhjort og vildsvin en vigtig del af grundlaget for bosætning langs bredden af søen i Egådalen.
Tegning af skaftetungespids fra Jægerstenalderen.
Fra den efterfølgende kultur, Arensburkulturen er der endnu ikke fundet sikre spor i området.
De efterfølgende kulturer kaldes Kongemosekulturen og Ertebøllekulturen. Karakteristisk for Kongemosekulturen er skævpile og store spidsvåben. Ertebøllekulturen er især kendetegnet ved flintredskaber som tværpile, kerneøkser, skiveøkser, flækkeknive, skrabere, bor og stikler. For første gang begynder man i Ertebølletiden at fremstille lerkrukker af groft magret ler. Ud over redskaber, flintaffald og knogler er der fundet et enkelt ravsmykke fra denne periode. Det er en gennemboret ravperle, der er erklæret som danefæ og nu befinder sig på Nationalmuseet.
Gennemboret ravperle.
Bondestenalderen:
Den landbrugsform der blev praktiseret, var det såkaldte svedjebrug. Det bestod i, at man fældede et stykke skov ved hjælp af store slebne flintøkser. Når træerne var fældet, blev de brændt. Man såede derefter korn i den askeblandede jord. Kornet blev høstet med flintsegl og malet til mel på kværnsten af granit. Andre karakteristiske genstande fra denne periode er forholdsvis store tragtformede kar af brændt ler. Disse kar har givet navn til den første periode i bondestenalderen, der kaldes for Tragtbægerkulturen. Den efterfølgende kultur, Enkeltgravskulturen er blandt andet kendetegnet ved øksehoveder af grønsten med boret hul til skaftet. Disse økser kaldes skafthulsøkser eller stridsøkser. Desuden brugte man simpelt tilhuggede og let slebne flintøkser samt små trekantede pilespidser af flint. Den sidste periode af bondestenalderen kaldes Dolktiden, hvilket refererer til de store flade huggede Flintdolke, som er kendetegnende for denne periode.
Tegning af stenøkse fra Bondestenalderen.
Meget tyder på at man var knyttet til et forholdsvist lille territorium. Det ses blandt andet af, at man begyndte at begrave sine døde i gravhøje, der ofte lå markant i landskabet. Det har f.eks. været tilfældet med nu sløjfede gravhøje, der lå ved Geding og langs Marienlystvej ved Tilst.
Selvom jorddyrkning og kvægavl fik en stadig større betydning for stenalderfolket, spillede jagten og fiskeriet fortsat en betydelig rolle. Klimaet, landskabet og jagtdyrene var stort set som i den sidste del af jægerstenalderen. Derfor blev jagten også i vid udstrækning drevet fra de samme pladser som dengang. På bopladser fra jægerstenalderen finder man derfor også redskaber som f.eks. pilespidser og skrabere, der stammer fra bondestenalderen.
Bronzealderen:
De første metaller der blev brugt i Danmark til redskaber var kobber og bronze. Disse metaller fandtes ikke i Danmark, men var indført fra andre områder. Først blev det nye materiale overvejende anvendt til rituelle genstande og statussymboler som f.eks. smykker og pragtvåben. Selvom bronzen også efterhånden blev brugt til brugsredskaber er der meget som tyder på at bronzeredskaber ikke var hver mands eje.
Mange dagligdags redskaber blev gennem hele bronzealderen lavet af de gammelkendte materialer blandt andet flint. Det gjaldt f.eks. segl, knive, dolke, bor, skrabere og pilespidser. Kornet blev som i stenalderen malet på skubbekværne af granit. Ved gården Magdalenelyst i Geding har der i mange år stået en kværnsten. Den er speciel, idet den har fået indhugget et skåltegn på siden. Det oprindelige fundsted er ukendt. Kværnsten med skåltegn kendes kun i få eksemplarer. Skåltegn menes at tilhøre yngre stenalder og bronzealder (ca. år 3000 – 500 f.Kr.).
På jorden ved gården Englyst er der fundet et Bronzearmbånd som stammer fra Bronzealderen. Dette er erklæret for danefæ og befinder sig på Nationalmuseet. Ellers er der fundet forholdsvis mange typiske flintredskaber fra bronzealderen og ikke mindst gravhøjene vidner om, at bronzealderfolket har været her.
Størstedelen af de 55 kendte gravhøje fra området er uden tvivl fra Bronzealderen. De ligger i grupper. En gruppe ved Geding, med de to navngivne høje Tovhøj og Kirkehøj. En gruppe som strækker sig fra Tilst langs Marienlystvej mod Brendstrup og en ved Kasted med den fredede Revelhøj, som er den eneste der ikke er overpløjet. Disse rækker markerer muligvis færdselsstrøg fra oldtiden. Bronzealderhøjene er rejst i ældre bronzealder omkring en jordfæstet grav. Senere i yngre bronzealder blev ligbrænding den mest almindelige gravform. Urnekrukken, der ofte var en såkaldt ansigtsurne, blev med de brandte knogler og gravgaver nedsat langs kanten af en eksisterende høj. Fra området omkring Tovhøj og Kirkehøj kendes flere af disse urner.
Jernalderen:
Omkring år 500 f.Kr. begynder jern at vinde indpas som det vigtigste materiale til især skærende redskaber og våben. I modsætning til bronzen kunne man selv fremstille jern. I løbet af kort tid erstatter det så godt som helt flint og bronze.
Med jernalderens begyndelse blev området omkring Tilst tættere bebygget. Der findes mange grave og bopladser fra denne periode i området.
Ved Tilst’s østlige bygrænse har ligget en jernalderboplads. I 1985 blev den udgravet af arkæologer fra Moesgaard Museum. Bopladsen, som har været beboet i en periode fra 200 f.Kr. til 200 e.Kr. viste sig bl.a. at indeholde 4 langhuse, samt en del affaldsgruber.
Affaldsgrubberne er sandsynligvis gravet med det formål at skaffe ler og sand til keramikfremstilling og lerklining. Senere blev hullerne brugt til affald.
Ud over hullerne til stolper, hegn, ler – og sandgrave fandt man også kværnsten, hammer- eller knusesten, store mængder keramikskår og et enkelt helt lerkar. Det stod i et stolpehul, og må antages at have været et husoffer, som skulle beskytte folk og dyr i huset mod ulykker. En skik der har været praktiseret op til forrige århundrede.
Overligger til en drejekværn fra jernalderen blev fundet i 1986 i Geding, hvor den havde været anvendt som fundamentsten for en skorsten på Geding Byvej nr. 18. 200-300 år e. Kr. (Romersk Jernalder) begyndte drejekværnen at erstatte skubbekværnen.
