Det kan virke selvmodsigende, at man i et land som Danmark, hvor der ikke fandtes bjerge, kaldte sine underjordiske væsener for bjærgfolk, men ikke desto indre var dette i gamle dage tilfældet. Af og til betegnede befolkningen ganske vist de overnaturlige eksistenser som trolde, dværge, nisser o.l..
Der findes mange sagn om Bjærgfolkene. Det var en almindelig antagelse at de var meget rige, og at de gemte deres rigdomme i kister. Undertiden kunne man høre låget på kisten smække inde i kæmpehøjen. I fattige tider er der derfor ofte blevet gravet i oldtidshøje for at få fat på Bjærgmandens skat. De mange sagn der er overleveret derom, stammer uden tvivl fra udgravninger der virkeligt har fundet sted. Men disse udgravninger har nok aldrig givet noget resultat med hensyn til at finde guld eller sølvskatte. Forklaringen på dette er i følge folketroen, at udgravningen mislykkedes fordi Bjægmanden ved hjælp af kogleri havde fået de gravende mænd til at bryde tavsheden og tale, (igen i følge folketroen skulle udgravningen nemlig foregå i fuldstændig tavshed), som regel fordi de i et synsbedrag frembragt af Bjærgmanden så deres by brænde og derfor brød tavsheden og stoppede gravearbejdet, og således fik de ikke fremdraget skatten.

Bjærgfolk bor i gravhøje og lignende. De stifter familie og lever stort set som mennesker, de ligner da også af udseende menneskene med den undtagelse, at de ofte er lidt mindre. De kan dog undertiden tage udseende som trolde, nisser eller som i historien fra Brendstrup som en fugl. Der ud over er de beslægtede med elverne og huldrene.

Når de underjordiske bortføre mennesker til underverden, er der tale om bjærgtagning. En person, som atter vender tilbage til jordelivet efter en bjærgtagning, bliver aldrig helt normal igen.

Skifting

En skifting er en person, som inden vedkommende blev døbt blev forbyttet med et af de underjordiskes børn. Derfor opføre det sig ikke helt normalt.

Hvis et lys brænder et øde sted, kan en skat være gemt under det. Man kan imidlertid kun opgrave en sådan skat om natten, og man må ikke tale under et sådant arbejde. Gør man det alligevel forsvinder skatten i jorden igen.

På egnen her er der fortalt et eventyrligt sagn om en skat i Brendstrup, Tilst sogn.

Der boede et par folk som havde en søn, men som de døde fra, og han kom derfor i tjeneste hos en gårdmand. Der var dengang et fælles græsningsareal til fårene. Drengen kom til at gå derude og passe fårene, drengen var opvakt og passede dem godt. Det var blevet ham fortalt at det spøgte derude, men han så ikke noget. 

En dag, han lå derude, ser han en stor Rovfugl svæve over nogle Vidjebuske, som den lidt efter slog ned på. Drengen løb derhen og så efter, og da fik han øje på en Birkhøne (Urhøne), som rovfuglen vilde tage. Drengen var ikke bange af sig. Han slog efter fuglen med sin kæp, men så blev han angrebet af den; men han slog så godt fra sig, at rovfuglen måtte flyve sin vej uden at have fået Birkhønen med sig.

Rovfuglen svævede nu hen over fåreflokken, som den gjorde så bange, at fårene løb til alle sider. Drengen fik travlt med at få dem samlet sammen igen; det lykkedes ham efter megen løben og råben. Men først henimod aftenstid fandt han sin husbonds datters lam, det var løbet længst væk. Da nu alle fårene var samlede, drev hyrdedrengen dem sammen ved en høj. Ud af højen kom der en kvinde, som sagde til ham: "Du har frelst mig i dag, for det var mig, der var Birkhønen, og det var min arvefjende, der forfulgte mig. Jeg vovede mig ud i dag, og var du ikke kommen, så havde jeg været dødsens. Her inde i højen er en skat, og nu vil jeg vise dig den. Så fulgte han med hende om bag højen, hvor der lå en sten, som han ofte havde siddet på. Under denne sten var indgangen til en hule, som de gik ned i. Midt på gulvet i Hulen stod en messingkedel, og i den var en stor skat. Så sagde hun: "Den må du tage en skilling af hver dag, men tager du mere, er det hele forbi." Derefter forsvandt hun.

Han tog en skilling og drev så hjem med fårene, men han fortalte ikke noget der hjemme om kedelen. Han gik ud til hulen hver aften og tog en skilling, og på den måde fik han samlet sig en lille Kapital. Men så hen i efterårstiden sagde husbonden: "Nu skal du ikke passe fårene længere", og han kom da ikke derud i heden hver dag, men måtte liste sig derud om aftenen. Så blev det vinter, og der kom megen sne, hvorfor han i længere tid ikke kom ud på fælleden til hulen under stenen. En dag, da sneen var borte, kom han så derud og tog skillinger for al den tid, han ikke havde været der, og dernæst for en måned forud. Lige da han havde gjort det, stod kvinden for ham og sagde: "Nu er det hele forbi, nu kan du ikke få flere penge". "Men kedelen kan hæves i 9ende led." Dermed gav det et rabalder i højen, og så var kvinden væk, og drengen lå uden for husbondens gård. I begyndelsen troede han, det var en drøm og vilde gå ud til højen næste morgen, men da var højen forsvundet, og der var blevet en sø i stedet.

Drengen blev imidlertid ved at tjene på gården i flere år, og så blev han gift med datteren. Han forlangte at få det Stykke fællesjord, som han havde passet fårene på som dreng, og der byggede han sig en gård, som han kaldte "Damgård", Men han fortalte ikke konen noget om skatten. Først da han lå på sit dødsleje, fortalte han det for sine børn.

Der gik mange år hen, og så i 1658, da Svenskerne kom, var det 9. led, der boede i gården. De fik en Oberst indkvarteret; han var vanskelig med maden og forlangte at få fisk, men dem kunne de ikke skaffe, og så bad Obersten sine folk grave søen ud. Det var "Damgaard" -manden ked af, og da fjenderne var væk, vilde han have standset for Vandet. Han havde en gammel Karl, som havde været der i gården alle sine dage, han sagde til husbonden, at de skulde tage og rydde dammen først. Jo, det syntes manden godt om, og de gav sig i færd med dette arbejde. Da de havde beskæftiget sig med det en halv dag, og der kun var lidt mudder tilbage i dammens midte, fandt de kedelen, de stak nemlig efter den med en kæp. Manden og den gamle karl gik så ud efter den om natten, bar den hjem og satte den ind i et kammer og fra den dag var der velstand i "Damgaard"

Nu var der på samme tid  en Tjenestepige på gården, hun var svært nysgerrig. Hun kunde ikke få fred, inden hun havde set, hvad det var, manden og karlen bestilte ude i det kammer, hvor kedelen var hensat. Pigen listede så op på loftet, kiggede ned gennem en sprække, og da så hun, hvor kedelen var og kunne så forstå, hvor velstanden i "Damgaard" kom fra.