 |
 |
|
|
Da hekse ikke kunne
betragtes som gode kristne fik de heller ikke det fulde udbyttet af alterets
sakramenter.
Således har en præst, der
uden tvivl selv har troet på hekse og samtidig haft øjnene godt med sig, engang
oplyst om to koner fra Kasted, at de ikke kunne synke brødet, når de
var til alters de mistænktes derfor for at være hekse, da deres adfærd, når de
var til alters var sikre tegn derpå.
Det var i
disse tider den gængse opfattelse at hekse var i besiddelse af en evne til at
omskabe sig til en hare, også herfra egnen findes der nogle sagn om dette
forhold. Grunden til denne tro skal nok findes det forhold, at der førhen i
meget vildtrige tider ofte kunne ses hare rendende rundt på græsmarkerne tæt ved
gårdene, og ved vintertid liste sig ind i kålgården og spise af de grønne blade,
disse nærgående hare var man dengang lidt bange for. Det var en almindelig
antagelse at en hekse hare kunne kendes ved, at den som regel er trebenet, og
har et pjusket hårlag. Det var
nemlig en almindelig opfattelse, at en sådan hare ikke kunne skydes med
almindelig hagl, men at den kun kunne skydes med en sølvknap, og bedst var det,
hvis det var arvesølv. Var det så uheldigt at haren kun blev såret og den løb
sin vej, og at der så samtidig var en kone et andet sted, der brækkede benet og
blev halt, så var det helt sikkert hende der i hareskikkelse var blevet ramt i
benet og derfor var blevet halt.
Der var
en fæl kjælling der blev kaldt Mette, og hun kunde gjøre sig til en kalv. Hendes
mand hed Peder, og det var tit, når han lå i sengen, at han vidste ikke andet,
end han lå ved siden af en rød kalv. En karl der nede, som hed Hans og var en
rigtig forvoven karl, gik tit på jagt, og da traf han jævnlig en hare, som han
hver gang skød efter, men den sad bare og gloede på ham, og han kunde ikke
engang jage den væk. Så tænkte han: "Jeg skal nok komme efter dig", og så ladede
han næste gang bøssen med en sølvknap, og ramte den godt nok, men den løb lige
godt fra ham. Enden på det blev, at ingen derefter nogensinde så Mette med bar
hoved, og det blev sagt, at sølvknappen sad i hovedet på hende. Da hun var død,
blev hun klædt af en nær slægtning, så ingen fik hende at
se.
Fra T r u
e fortælles, at en aften sad en
kone uden for gangdøren i sin gård. I det samme kom der en hare rendende forbi
og rendte ud ved den anden side og så hen i nabogården. Så tog konen noget og
jog efter den med og tænkte så ikke mere over det. Men nogle dage efter, da hun
var ude at læsse hø, faldt hun ned af læsset og brækkede sin arm. Hendes mand
skulle så til Århus for at købe noget hundefedt til at smøre armen med. Da han
nu kom ind til rakkeren, spurgte denne om, hvad han ville have det til, ja det
var til at smøre sin kones arm med, og så fortalte han også det om, hvordan hun
havde fået den brækket. Ja, hun skulle have ladet den hare gå, der løb fordi den
anden dag, den vilde ikke gøre hende nogen fortræd, men det var hendes nabo, den
vilde til, så kunne manden jo tænke, hvad han vilde om det, og han kunne da
forstå, at rakkeren havde mere end almindelig klogskab om sådanne
ting.
I K a s t
e d havde en gårdmandskone været syg, og da hun var kommet sig lidt, gik hun ud
i laden, for at se efter nogle smågrise, som gik der. I laden syntes hun
tydelig, hun så en hare, som sad der, men så løb den ned i et rottehul og
forsvandt. Konen har sandsynligvis stadig haft lidt feber, og det har
sandsynligvis været en rotte hun har set, som hun har syntes så stor som en
hare.
