 |
 |
|
|
Allerede
under enevælden i slutningen af 1600 var der blevet lagt vægt på få et godt
sundhedsvæsen, også at få uddannet læger, men ved enevældens afskaffelse i
1848,var der stadig i de fire jyske stifter i alt kun 77 læger, så selvom
myndighederne i en forordning fra 1794 søgte at sætte en stopper for
kvaksalveriet.
Så søgtes der mod sygdomme for folk og fæ naturligvis alle tænkelige råd ude i naturen, hos kloge koner og ved at udføre særlige handlinger. De kloge mænds og koners hovedbeskæftigelse var at helbrede mennesker og dyr.
Det var slet ikke ufarligt for de kloge mænd og koner at udøve deres virksomhed hvilket tydeligt fremgår af de mange hekse processer der blev ført også her i Danmark hvor der fra gamle retsprotokoller kendes til ca. 1500.
I 1617 blev der nemlig vedtaget en lov om trolddom, der omfattede hele riget. Den indeholdt disse to elementer der havde betydning for de kloge mænd og koners virksomhed:
Dødsstraf for dem der benyttede skadevolden trolddom.
Landsforvisning til dem der udøvede helbredende magi.
At også dem der helbredte via trolddom, skulle straffes, skal søges i kirkens syn på det overnaturlige. Trolddom var ikke mulig uden djævlens direkte indgriben. Den trolddomskyndige måtte dermed have indgået en pagt med den onde. Derfor var al trolddomsudøvelse en forbrydelse mod Gud.
Den brede befolkning delte imidlertid ikke denne opfattelse. Derfor angav den primært kun troldfolk, den anså som værende skadevoldere.
Nedenstående beretning fra lokalområdet fortæller os om disse særlige ansete mennesker virksomhed og hvordan de kunne hjælpe befolkningen i gamle tider inden lægehjælp var muligt i et landsbysamfund.
Mod ufrivillig vandladning i
sengen findes der en beretning fra Tilst Kirke.
Fremgangsmåden var følgende den pågældende person skulle nøgen løbe ind i kirken
under gudstjenesten slå tre gange i alteret og samtidig med slaget råbe "Jeg
pisser i min seng", når så denne handling var udført skulle sygdommen være
helbredt.
I følge bogen Præsten bliver
kuren omkring 1750 også udført i Tilst Kirke i følge beretningen indfinder en
nøgen kvinde sig i kirken under prædiken, Fruentimmeret der ifølge beretningen er
både tyk og fed, løber lige op til alteret og råber denne sætning tre gange "Jeg pisser i min
seng"
Da
præsten ikke vidste noget om dette fruentimmers komme og heller ikke i ritualet
kunne finde noget om hvordan han skulle tiltale et sådant fruentimmer, derfor
rejste den ældste bonde sig og sagde "Gak bort og gør det aldrig
mere"
Denne
episode fortæller noget om at på grund af almuens hjælpeløshed mod vanskelige
lidelser og sygdomme ofte i gamle dage benyttede mærkelige midler og usædvanlige
fremgangsmåder. At kirkerne mange gange var skueplads for mærkelige formentlige
helbredende kure er meget naturlig når der tænkes på kirkens placering i
samfundet den gang. Ejendommelige farverige optrin forekom derfor ofte dengang
under eller udenfor gudstjenesten, og et af de mest ejendommelige optrin har
været kuren mod ufrivillig vandladning. Men det siger os noget om gamle tiders
ofte forgæves forsøg på at blive kureret for sygdomme.
Mere
moderne præget er overleveringen om den Hvide Smed i G j e d i n g Tilst sogn, der som klog mand
praktiserede ikke alene i her på egnen, men også mange andre steder. Han
kurerede både på mennesker og dyr, og man kom kørende langt borte fra til ham.
Han brugte ikke heksekunster, men skrev noget op, der så skulle bruges, og
helbredte så for gigt og udvortes lidelser. Søren Christensen i Sabro fortalte
o. 1890 til Evald Tang Kristensen, at Grevinden på Frijsenborg engang havde fået
gale bryster, som doktorerne ikke kunne kurere, hvorfor man hentede den Hvide
Smed. Han fik hende under behandling, og hun kom sig; men den Hvide Smed blev
alligevel tiltalt for kvaksalveri.
Grevinden gav ham en villele attest, og han fik 27 andre gode anbefalinger, men
han blev alligevel dømt til at sidde i fængsel en Tid. Den hvide Smed havde købt
en hel del af gamle Bredenfelds bøger, og det var nok dem, han kurerede efter.
Om
Den hvide Smed hed det, at han kunde læge en skade blot ved at lægge sin højre
hånd på det syge sted. En værtshusholder Bang i Skanderborg havde sådant uheld
på kreaturer. Han mistede syv heste og en fed stud et år. Så sendte han bud
efter den Hvide Smed, som han havde god tro til, og han hjalp også. Madammen
sagde: »De må min sæl sige, hvad De vil, for der har dog været nogle sorte
kunster til«. Og hver gang Smeden kom der ind, blev han beværtet.
Niels Pedersen, Gjeding, fortalte, at han
engang var ude at køre med den Hvide Smed, der blev hentet til Niels Pedersens
syge kone. »A var så red, te håret på mit hoved det kunde min sante Gud have
rejst min kasket lige helt i vejret. Han sagde: »Jo raskere du kører, jo raskere
vil dine heste blive«. Dernæst sagde han: Din kone kan gerne komme ud og løbe
efter vognen«, men jeg forstod ikke, hvad han mente. Da vi var færdige med
turen, tog jeg en specie op og gav ham for hans ulejlighed, og spurgte, om det
kunde være nok. »Ja, det kan jo ikke hjælpe at forlange mere, for du har jo ikke
flere ved dig«, jeg blev helt flov, for jeg havde heller ikke flere. Jeg turde
ikke engang spise inde ved ham. I 1906 meddelte Købmand J. Jørgensen, Århus, til
Evald Tang Kristensen, at Smeden i Gjeding var en stor kvaksalver, og i det hele
en dygtig Mand, så han kurerede mange mennesker. En karl på Frijsenborg, der
havde en bullen finger, kom også til ham, og han kurerede den. For resten var
Doktor Bredenfeld nu også en dygtig mand, men han kunde ikke kurere den. Så
spurgte han jo karlen ud om, hvor han havde fået den finger gjort i stand. Ja,
det havde han da hos Smeden i Gjeding, så
traf det sig, at Bredenfeld selv fik en dårlig finger, og han lånte da
nogle klæder af en husmand og trak i, og så rejste han af til Smeden. Han sagde
ham, at det og det skulde han bruge i nogle dage, så skulde han nok komme sig.
Det slog også til, fingeren blev kureret. Noget efter kom han kørende hen til
Smeden og sagde sådan og sådan, han var da Doktor Bredenfeld og havde fået den
finger kureret ved ham, og skulde han siden komme i nogen forlegenhed for sin
kureren, skulde han nok tage sig af ham. Til et par folk, der havde svage børn
og som henvendte sig til den Hvide Smed, sagde han, at fejlen lå i, at de to
ikke skulde have haft hinanden..
Efter den
Hvide Smeds død fortsatte hans enke virksomheden, da hun havde hans bøger og gav
råd ud efter dem, hun var for resten noget enfoldig. – Doktor Bredenfeld, der
omtales i Optegnelserne, var læge Johann Chr. Bredefeldt (1740 – 1804), der i
tiden 1770 – 1804 var læge på Frijsenborg Gods og boede i Hammel, Man kan udfra
Bredefeldts data anslå noget om hvad tidsrum Gjeding-Smeden har virket.
