Det er ikke "spøgeværk" at være arbejdsløs i sammenlagt 50 måneder, som jeg kom til at opleve det.

I dag kan jeg blive stjernegal, når jeg i et selskab, kan høre "bedrevidende" - især - forretningsledere - tale om: "alle de arbejdsløse, som ikke gider bestille noget". Understøttelsen er alt for høj. De skulle jages ud og bestille noget. Meningsfyldt arbejde - jamen, hvad er det for noget - de gider jo ikke! Og dem går vi og betaler til. Joe, jeg kender alle sætningerne. Alt for godt. Jeg har det dybt inde i min sjæl. En sjæl som nu har ar fra de 50 måneders lediggang! 
For sandheden er jo: 
Når man har været aktiv alle sine dage, holder livet op sammen med arbejdet. (Inger Bagger)

Den første gang jeg var i byens centrum - efter at være blevet arbejdsløs - følte jeg mig som tilskuer til optagelserne af en film. En film hvori der ingen rolle var til mig. Ikke engang en statistrolle var jeg tildelt! Tiden var uden betydning - jeg skulle intet nå - der var intet tidspres! Der var ikke nogen møder eller aftaler som skulle passes. Intet! Jeg gik underligt rundt - formålsløst, uden sans for hvor jeg gik og hvorfor. Tiden skulle blot passere.

Sad en time eller to på bibliotekets læsesal - var en tur inde i ventesalen på banegården, hvor alt var hektisk. En tur ad gågaden, hvor jeg så flere som kendte mig, men som jeg følte helst ville undgå mig. Min "gamle" revisor kom mig direkte i møde, men da han så mig, vendte han om og gik tilbage, hvorfra han var kommet. Jeg stod overfor min gamle butik på Nytorv og så kunderne komme og gå.

Forbi den gamle fabrik i Jyllandsgade - og lageret i Lille Kongensgade - og i Danmarksgade hvor Toves butik havde ligget på Frederikstorv. I Rentzausgade - hvor vi havde haft lejet et "citylager" - og igen på læsesalen. Livet gik sin gang, men jeg følte mig helt udenfor! Havde ingen penge, men opdagede, at der var varme på læsesalen, og der var ingen som krævede noget af en. Ingen pligt til at købe en kop kaffe - blot for at få lov at være der. Jeg kunne se der sad mange andre arbejdsløse. Flere af dem mødtes ofte der - de kendte ligesom hinanden. Ikke fordi nogen talte sammen, men der var en indforstået samhørighed af os som intet arbejde havde. Os som var sat udenfor. Selv vi arbejdsløse er opdelt i sociale rangklasser, opdagede jeg gennem årene. Der var os, som måske havde opgivet håbet om et snarligt job, men ikke helt mistet modet. Vi interesserede os stadig for verden, vi fulgte med i aviser og så i bøger.

Dem som ikke var "så langt nede endnu" mødtes på jobkontoret på Arbejdsformidlingen - eller de gik på Daghøjskole eller deltog i aktivitetskurser. Der var en gruppe som færdedes rundt i baggårde og i kælderbutikker i de billige antikvariater. De købte bøger og film, som de efter gennemsyn/læsning atter ombyttede - denne gang til den halve pris. Der var dem som mødtes i "Varmestuen" hos Frelsens Hær - i øvrigt et rart sted - og endelig de mindst synlige - dem som færdedes blandt narkomaner inde i parkerne. De fik dagen til at gå med at sidde og drikke øl på en bænk - eventuelt stående på et gadehjørne. De dårligste, de som ikke "kun" var sat udenfor arbejdsmarkedet, men også var psykisk bukket under - det var dem, som blev indlagt på Statshospitalet.

Der fandtes endnu en gruppe. De havde en indholdsrig dag ved at handle. De kom som regel på læsesalen torsdag morgen og kastede sig over "Den Blå Avis", hvorfra de købte og solgte varer. Man gik sjældent forgæves til disse "handelsfolk", de kunne skaffe - næsten - alt.

Jeg har stort set prøvet det hele i løbet af 50 måneder! Om formiddagen sov jeg længe, blev ikke barberet og klippet - og i en periode ikke vasket ret ofte, gik ikke til tandlæge, men lod dagene gå. Intet formål med at stå op. Måske kunne jeg sidde i en stol og stirre tomt ud i luften i adskillige timer. Hvad der stod i avisen havde ikke længere min interesse - og det de sendte i fjernsynet var mig så umådeligt og inderligt ligegyldigt!

Mit "indre" var i oprør og opbrud, som gav sig udslag i en følelse af være både fysisk og psykisk syg. Jeg havde "ondt" i maven og "ondt" ved hjertet, trykken i brystkassen - fuldstændig som om lungerne skulle krænges ud mellem ribbenene. Meget stærke smerter i struben og i halsen så det var svært at spise og drikke. Når noget kom i munden "snørede" halsen sig sammen. Jeg fik kvalme og kastede ofte op efter et måltid. Værst af det hele var dog, at jeg var så ualmindelig meget træt, ugidelig og absolut uden initiativ. Der var "myrekryben" i mine arme og hænder. Hænder, som jeg tidligere havde været stolt af at bruge, når jeg indrammede billeder, rystede nu så meget, at et glas eller en kop ikke måtte være helt fyldt op. Det var mig en lang overgang ganske umuligt at "tage mig sammen" og f.eks. få slået græsplænen eller få ryddet op i kælder, garage og bryggers, som var i et syndigt rod. Haven var groet til og da vi flyttede "tilbage" til huset var knækket et lille æbletræ - lige ved indgangen. Dette knækkede træ, fik lov at stå knækket i over to år. Jeg var bare ligeglad! Jeg var i et "sort hul" - og havde jeg ikke fået støtte og forståelse fra Tove - ja, da var jeg ganske enkelt "bukket under". Det der med, at en "stor voksen mand" blot burde tage sig sammen, hørte jeg ofte - men jeg kunne ikke bruge denne "trøst" til noget. For det var mig ganske umuligt at "tage mig sammen". Tove, børnene og jeg havde hinanden - og var altid sammen - for venner - eller dem som vi "troede." var venner - holdt sig pludselig borte fra os! Vi var ikke "spændende" mere.

Tit og ofte - og med sikkerhed her mandag, - var jeg inde på læsesalen i Aalborg for at se annoncerne i søndagsaviserne. I de år jeg var ledig, søgte jeg skriftligt 223 stillinger. Det var - ansøgning – nr. 223 der gav udslaget til, at jeg kom i gang igen. Det var på Aarhus Kunst Museum.

0m mandagen gik aviserne på "omgang" mellem vi arbejdsløse, og alle gjorde sine små notater for senere at sende en ansøgning, Måske var vi 12 - 15 personer, som efterhånden lærte hinanden at kende på den måde, - derinde på bibliotekets læsesal. Stemningen - bestemt ikke løssluppen, nej, den var nærmere "trykket", Var sidemanden en "konkurrent" til det aktuelle ledige job!

Når, jeg kom hjem var jeg ofte fuld af håb, for netop den opslåede stilling måtte da "lige være mg". Så kunne der gå en halv - eller op til et helt døgn., hvor, stillingen "rumsterede" i hovedet. Og ansøgningen blev skrevet og postet i "blind tillid" til, at denne gang, da måtte der da være gevinst! Men der var ikke gevinst. Hver dag gik jeg ud på vejen om formiddagen og ventede på posten, -jeg var bare så spændt Er, det mon i dag, jeg får svar? Og skuffet - det blev jeg hver eneste gang. Især, de utallige gange, hvor jeg havde været så tæt på. Altså været til en personlig samtale. Det var gået godt, syntes jeg. Og så - ja, man ventede posten i spænding. Og så kom a f s l a g e t! Og hver eneste gang var skuffelsen ikke til at skjule. Jamen, hvorfor var der, igen der kunne bruge mig. Det var virkeligt svært at blive -ved at tro på sine egne evner. Man begyndte nærmest at fortælle sig selv. "DU kan heller ikke noget" - "Folk tror sikkert du er uærlig" –"hvad skal der blive af mig og af min familie, med så dårlig og ringe en far". Og så en far, som måske netop var den i familien, som burde være et "forbillede" for sine børn. Og endnu i dag tænker jeg ofte på, om ikke jeg i denne lange tid har givet børne et dårligt indtryk af deres far. De har i alt fald ikke haft et "stolt fader billede" som de senere kunne "se op til", Tværtimod! Selvtilliden var ofte meget langt borte.

Jeg husker tydeligt, det var engang i 90 - jeg var lige ved at smile, men heldigvis beherskede jeg mig Jeg havde købt en brugt bog i et kælderantikvariat "Brug hovedet bedre" - og efter at have 1æst 2 kapitler om at få en bede hukommelse!!! lagde jeg bogen fra mig - og kunne ikke "finde den igen", Jeg huskede ikke, hvor jeg havde lagt den! Årene gik - det ene efter det andet. En dag "vågnede" jeg op - og dette kan bedst beskrives med følgende afskrift fra min dagbog, - skrevet den 4. september 90. 4.9.90: Jeg sidder netop nu på et hotelværelse - på Gentofte Hotel. Et virkelig dejligt værelse og får serveret de bedste 2-3 retters menuer om aftenen. I ca. 3 uger har jeg nu besøgt glarmestre og museer, som salgskonsulent for firmaet S. Thorball i Gentofte. Jeg får 10% i provision af hvad jeg sælger samt alle omkostninger betalt efter regning. Alle kundeemner som jeg hidtil har besøgt, spørger efter et katalog og en prisliste, hvilket firmaet desværre ikke har. Flere gange har jeg spurgt til dette, og forleden ringede firmaets indehaver, Jesper Andersen til mig og spurgte om jeg ville kunne lave et katalog for ham. Mod betaling, naturligvis. Aftalen blev, at jeg skal bo her i Gentofte fra mandag til fredag, for hvilket jeg får udbetalt kr. 5.000,- + moms pr. uge. Jeg har nu arbejdet herovre i 2 dage i denne uge og er godt i gang med at skrive og tegne et katalog til ham. Han er vistnok imponeret over de tegninger, jeg laver. Heldigvis. Jeg bliver afhentet kl. 8 på hotellet - og er her igen kl. 18. Sidder på hans kontor og har bil til rådighed, så jeg kan køre ud til hans underleverandører for at få de oplysninger, som jeg jo nødvendigvis må have. I går aftes inviterede Jesper Andersen og hans kone, Ida, mig ud til middag. De hentede mig kl. 19,15 - og vi kørte på Skovshoved Strandhotel for at spise. Vi fik en 4 retters menu med mad af allerbedste kvalitet og tilberedning. Da Jesper betalte, så jeg, at han gav 1.500,- kroner. Vi tog en taxa tilbage, idet vi 3 havde delt 3 flasker vin.
   De 2 mennesker er virkelig så søde mod mig. De ved næsten ikke alt det gode de skal gøre for, at jeg kan føle mig tilfreds. Hotellet her er dyrt - 650,- kr. pr. nat. Hvor har jeg dog været heldig.

Jeg havde fået iværksætterydelse, og kunne derfor arbejde som selvstændig, momsregistreret erhvervsdrivende. Desværre lykkedes det mig - efter 4-5 måneders forløb - ikke at få et stort nok salg, til at jeg kunne leve af det. Jesper forhøjede derefter generøst sit tilbud, således at jeg hver måned havde et fast minimum rådighedsbeløb. Måske var min psyke ikke i orden endnu, - for ofte var jeg meget ked af det, og sad ude i vognen med "indvendige" tårer. Jeg kunne pludselig ikke klare at komme ind til kundeme længere. En dag, jeg var inde hos en kunde, kom jeg så forfærdelig til at græde. Jeg kunne ligesom ikke holde det "indvendige" pres ud længere. Manden, jeg var hos, var heldigvis en som havde et "stort hjerte" - og jeg fik "lov" virkelig at "tale ud" med ham. Men sådan kunne en "sælger" jo ikke opføre sig. Derfor måtte samarbejdet ophøre. Jeg ringede Jesper Andersen op en aften. Han ville meget gerne hjælpe mig yderligere, hvis det var økonomien det var galt med men min nedtrykte sindsstemning, kunne han jo ikke så godt klare for mig. Det var en chance fra et fint menneske, jeg fik. Måske for tidligt. Og jeg fortsatte endnu et par år med at være arbejdsløs. Langtidsledig. I oktober 91 blev jeg - for første gang - kaldt til samtale på Arbejdsformidlingen. Det var nu den tid, hvor jeg skulle ud som langtidsledig.

Vi sad mange arbejdsløse i et stort lyst lokale. En dame "lirede" nogle remser af, som hun afgjort ikke havde sjælen med i. Det var tydeligt, at dette var noget hun ofte fortalte til ledige. Derefter blev jeg tilbudt forskellige mulige job, men jeg ville hellere noget andet! Jeg kom frem med hvad jeg mente "man" kunne bruge mig til. Bl.a. foreslog jeg, at jeg kunne gennemgå skolernes biologiske samlinger og sætte dem istand -eller jeg kunne "registrere" de kunstværker som hang på skolerne, og igangsætte en cirkulationsordning, idet faget "billedkunst" netop var indført. Eller hvad om man fik startet en Naturskole i Aalborg. Ja, jeg syntes dette var gode ideer som oven i købet intet ville koste. Men nej, - sådan kunne man virkelig ikke komme og forlange et job oprettet. Om jeg troede, der var resurser til noget sådant? Jeg blev faktisk hånet for mit initiativ. Jeg skulle vælge et af de job som blev forelagt mig. Lidt stædig er jeg - når det kommer dertil - for det lykkedes mig at få en uge til at tænke over det i.

Jeg tog hjem og skrev til kulturchefen i Aalborg. Mine 3 forslag blev skrevet ned, og jeg gav en begrundelse for mine ønsker. Samme dag som han havde modtaget mit brev, ringede kulturdirektøren mig op. Han syntes, det var rart, når der endelig var nogle ledige som selv kunne tage et initiativ. Der blev "oprettet" et job til mig, som gik ud på at renovere de billeder som hang på skolerne. Jeg foreslog, at billederne skulle fotograferes, så der senere kunne blive udgivet et katalog over dem. Jeg havde jo en sjælden mulighed, idet jeg kunne fotografere billederne når glasset var ude af rammerne, og derved undgå reflekser i fotografierne. Alt blev bevilliget og jeg fik indrettet et lille værksted på Løwangskolen i Nørresundby. Slutteligt kom der et fint lille katalog ud af mine anstrengelser, som jeg også nåede at skrive.

Jeg fik 9 helt utroligt gode måneder som langtidsledig. Hver formiddagen blev jeg inviteret ind til kaffe og rundstykker med inspektør, souschef og sekretæren.

Og vi havde det meget hyggeligt. Af og til kom kulturchefen og så til mig - han lånte mig sine private kunstbøger, som jeg anvendte i forbindelse med, at jeg skrev kataloget og han begyndte at invitere mig med til de ferniseringer, som han i embeds medfør skulle åbne. Jeg blev inviteret med til generalforsamlingen i kunstforeningen ved Aalborg Kommune, jeg blev inviteret med på kunstforeningens studietur til Prag, Wien og Bratislava men havde ikke råd. Tre gange blev jeg inviteret ud til spisning om aftenen. Og da jeg stoppede kom der en smuk gave fra kulturforvaltningen og en gave fra skolen samt en fra skolens ledelse. Og så fik jeg en flot, flot anbefaling fra kulturdirektør Henning Nielsen. Han anbefalede mig overfor Nordjyllands Kunstmuseum til en ledig stilling - men dette lykkedes dog ikke!
Forfatter: P. M. Pedersen