|
Og ikke at forglemme dampfløjten
der markerede dagens begyndelse klokken 7 og den første
"kvart" som lergraverne sagde klokke halv ni, middag klokken
12 og fyraften klokken 5.
Du behøver sgu ingen klok sagde den gamle når det kom på tale. Du kan
jo bare høre efter teglværket.
Kort tid efter fyraften kunne træskoenes klapren høres på vejen. Så
var klokken 10 minutter over 5 man vandre til og fra sin arbejdsplads
til fods. Hen på aftenen klaprede en enkelt afsted, det var brænderen
der havde nattevagten, og så var det faktisk sengetid for ungerne.
”Næ hvad skulle vi med en klok-”
Tilholdssted for farende
Dag og nat brændte ovnen året rundt, for så vidt lageret af udbrændte
sten i tørreladerne slog til. Der kunne ikke ældtes i de hårde
vintre. Den varme ovn var tilholdssted for landevejens farende folk. Her
var lunt i kolde nætter.
På vej til herberget dryssede de ind og fik en sludder. Man kom til at
kende dem og holde af. Der var "Skikkelig Marius" - "Søren
bette Pie" – "Niels Dragon" og hans kone, der altid gik
præcis tre skrldt bag efter ham. Ingen
ligeberetigelse her. 'De
fik en bid brød og noget aflagt tøj, kun spritflasken ville mutter
ikke fylde op. De var tilsyneladende lykkelige
Dampfløjten lyder ikke mere
Teglværksgården som teglværket selv drev dengang domineredes af
en stor stald fyldt med heste der var nødvendige til transporten til
byggepladserne. I skrumplende vogne kørte de i kortege med de tunge læs.
Teglværkskuskene var et folk for sig seje og robuste var de som deres
heste, der kunne lægge sig i selen så maven næsten slæbte hen ad
jorden for at få de klodsede vogne i gang. Vi kendte dem alle.
Folkeviddet havde givet dem karekteristiske navn. Feks. var der ham man
kaldte "mennesket" i kraft af hans enorme korpus. Vi skulle stå
os godt med dem for ofte passerede de skolen på hjemturen. Omgående
bliver vognen fyldt op med unger den tids skolebus.
Teglværket
genopbygges og moderniseres
Så brændte ikke blot stenene men hele teglværket blev lagt øde
ved en storbrand. Lergravene der nu strakte sig langt ind i naboernes
marker var ved at være tømte. Der skulle tages bestemmelse om flytning
eller modernesering og der blev faktisk begge dele. Nyt teglværk blev
bygget i Grundfør og det gamle i Tilst blev moderniseret.
Dampfløjten lyder ikke mere. De rutinerede håndstrygere er afløst af
indviklet maskineri der masseproducere og leret hentes langsvejs fra i
biler. Hvor man før kørte
hælene af hinanden i trillebørkolonnen, sørger sindrige transportbånd
nu for at en endeløs strøm af sten passerer ovnen med et minimum af håndkraft
døgnet rundt præcis som et urværk - og alligevel ikke nok.
Landevejsridernes
herberg er der ikke mere plads til - og måske heller ikke brug for.
Ovenstående beretning
fortalt af en tidligere teglværksarbejder i Tilst, efter artikel af
Henry Schiby |
