Fra arkivet har vi denne beretning skrevet af Lisbeth S., hvor hun fortæller, om hvordan det var, at være barn i 50erne i Tilst. Det årti hvor det tætte naboskab til Århus og strømningerne udefra for alvor for begynder at presse på udviklingen i landsbyen, og i løbet af det næste årti for altid ændre denne.

Barn af 50erne

 

Da jeg som en lille stump på et halvt år kravlede ind i året 1950, anede jeg ikke, at jeg samtidig bevægede mig ind i et årti, der skulle blive isolationens og de lige linjers årti samt selveste soklen til velfærdssamfundet.

Og mens jeg stavrede op gennem 50’erne, havde jeg ingen fornemmelse af, at det var år, der oplagrede energi til det næste årti, hvor eksplosionen blev udløst.

Der var jo så stille og fredeligt. Alt havde sin plads og sin orden i landsbyen Tilst – otte kilometer fra Århus – hvor jeg blev født og voksede op på en bondegård. Tæt på byen og alligevel så fjern. Det var de år, hvor flugten fra land til by tog fart. Ordet bonde var i visse kredse et skæ1dsord. Så mine forældre var landmænd. Det lød mere friskt og optimistisk.

Og optimismen havde gode kår. Krigen var slut – Europas lysende fremtid glimtede. Der var Marshall-hjælp. Hjulene skulle svinge ekstra hurtigt. Hestene blev skiftet ud med traktor. Vores var rød, den blev siden hen suppleret med den velkendte grå Massey-Ferguson, som var nemmere at skifte gear i. Og selvbinderne blev et årti senere selvkørende – mejetærskere.

 

Snævre grænser

 

Det hele var nemt at overskue, Man kendte hver og en i landsbyen. Grænserne var snævre. Min verden gik i mange år ud til enden af marken. På den anden side var måske ikke afgrunden, så overgangen til det ukendte. En udflugt i sig selv, når vi skulle i fryseboksen fem kilometer borte. En nabo havde bil - en Plymouth i kassefaccon. Ellers brugte vi traktor og gummivogn, når vi skulle hente forsyninger i andels-boksen.

Og en tur ind til Århus var den rene svir med besøg på konditori og jordens største stykke lagkage. Der oplevede jeg også mit første deprimerende møde med forskellen på land og by. Servitricen havde de flotteste røde negle, jeg havde set. Og jeg må have gloet benovet på hende, for hun blev meget vred og skældte gevaldigt ud på mig, da jeg sagde: – Du har vel nok nogle røde negle.

 

Danseskolen

 

Også på danseskolen fornemmede jeg forskellen mellem land og by. En danselærer med frue og et par skabagtige børn kom »ud på landet« om sommeren hvor trinene blev taget i forsamlingshuset. Hvis man var »fin«, gik man om vinteren på hans »rigtige« danseskole inde i Århus med elegante danse-turneringer og nervøse mødre, der ved den lejlighed sad og vred hænder af skræk for, at afkommet røg ud af turneringen.

I Tilst var det ikke så fint. Vi havde bare afdansningsbal, og danselæreren sagde altid i sin tale, at vi var uhøflige børn. Ingen tvivl. Han var et menneske, der myndigt praktiserede de fastlåste kønsrollemønstre.

– Drengene inklinerer for pigerne. Sådan lød signalet til rækken af drenge, når de skulle storme over gulvet og med maner inklinere for pigen, sådan som han havde lært dem det. Der var altid overskud af piger – de blev parret til sidst, når drengene havde delt rovet. Den højeste skulle være herre. Og så slæbte vi os ellers gennem trinene til quickstep, polka og vals.

I pausen kunne vi altid gå ud på de få fliser og »hoppe i mand«. Men ak og ve, hvis vi glemte at knikse for danselæreren eller hans kone, når vi kom ind for at stille op til en ny lektion. Så var det ud igen og forfra.

Far brød sig ikke om det system, men mor trumfede det igennem, det var godt for min bror og mig –vi var en typisk 50er familie med kun to børn- at vi fik lært at danse. Min bror holdt nu snart op, for han gad s’gu ikke slæbe rundt på de tøser.

 

Skolen

 

Jovist satsede man på fremtiden. Min årgang indviede faktisk den nye centralskole med plads til syv klasser, gymnastiksal, toiletter og springvand i gården

Med den blev en ny epoke i landsbyens historie indledt. Viden blev vægtet højt. Derfor var det også et gevaldigt handicap at være ikke boglig, måske ordblind eller slet og ret dum. Der var ikke noget der hed ekstra undervisning, særlig indsats og motivering. Næ de »dumme« røg bagest i systemet og lærte ingenting og ingen bekymrede sig særligt om dem.

Derimod handlede det om at satse på de dygtige børn –de børn, der kunne være med til at bære samfundet frem fra den velfærdssokkel der blev bygget i 50erne.

 

Stille søndage

 

Skoleugen gik fra mandag til lørdag. Og jeg hadede søndagene. Forbinder dem med dræbende stilhed hvor kun Giro 413 med Katty Bødgers Hvide måge og Harry Felbberts Den gamle gartner brød stilheden. Mine forældre sov til middag –særligt længe om søndagen. Helst til klokken 15. Kun sjældent ringede telefonen i det tidsrum –for hele verdenen stod stille. Det var ellers at ringe. Bare dreje håndsvinget og så sige til centraldamen hvilket nummer man skulle have

 

Sputnikker og fjernsyn

 

Sputnikker som faktisk røg til vejrs i slutningen af 50erne husker jeg ikke. Måske fordi jeg havde besvær nok med at finde ud af hvordan alle de små mænd kom ind i radioen når de først skulle igennem alle de smalle ledninger.

Helt uforståeligt var det med fjernsyn. Men OK. Det var herligt at se Dukke Ditte og Andy Pandy, i lysegråt skærmbillede hos farmor og farfar der tidligt erhvervede sig  det nymodens apparat. Noget af en sensation, var nu den skærm, der pludselig gjorde det muligt for os at følge Kay Verner og Evan Klamer i forum når de med 7 tallet drønede rundt i manegen.

 

Kunsten

 

Jeg ved ikke hvornår kunsten kom til Tilst. Og det gik sporløst henover hovedet på mig, da en vis Hr. Knud Jensen i 1958 slog dørene op til et museum Louisiana i Humlebæk, der skulle blive en verdenssucces. Og at billedkunstneren Sven Dalsgaard var havnet i Herning og malede skjorterne blå, ja, det kendte jeg ikke noget til. Derimod kan jeg huske, da købte vores store maleri derhjemme. Det var næsten lige så langt som sofaen, det hang over og har skovsø og træer som motiv. Meget grønne. Vi har tit gættet på, om det nu var malet ude ved Moesgård eller endnu længere borte. Det kendte er jo det mest trygge. Så jeg krydsede fingre for Moesgård. Iøvrigt blev det købt af en mand, der gik rundt og solgte ved dørene. På samme måde kom tekstilhandleren, ostemanden og fiskemanden. Og det til trods for, der var to slagterforretninger, en bager, købmand, brugs, skomager, maler, tømrer og smed i byen.

 

Stålvasken

 

Jeg mærkede ikke noget til det. Men kapitalismen fik tag i samfundet. Reklamer om Ota solgryn, Brylcreme og Perletand står stadig på nethinden som produkter, man måtte købe. De sagde det jo i reklamerne. Der, hvor jeg mærkede gang i hjulene og forandringer, var, da mine forældre købte en stålvask i Lystrup. Med ridse ganske vist. Den var billigere. Og så var Thorsen ikke så fin på den. Gik i træsko og sagde du Her startede et eventyr af de helt store. Den tidligere hotelkarl på Hotel Randers – G.A.L. Thorsen – havde opfundet det umulige: En stålvask. Ud røg støbejernsvaskene i hjemmene – ind rullede millionerne til Thorsen, der iøvrigt lynhurtigt købte en masse jord op i og uden for Århus. Der kom gang i 50’erne.

 

Rockfeberen

 

Mit nærmeste mede med rock) i 50’erne var, når en ældre veninde tegnede Tommy Steele. Jeg forstod ikke, hvorfor han var så dejlig, at hun næsten måtte dåne. Og jeg kendte slet ikke noget til de vilde park-eftermiddage ovre i København, hvor unge i vildskab røg op at, slås med politiet. Jeg prøvede på at lære at danse twist i forsamlingshuset, og glædede mig ellers til sankt hans-festen i præstens have. Der var ikke så megen vildskab og ekstase i mine 50’ere i Tilst, hvor lydighed var en dyd – og dyden en forudsætning for den pæne pige. Husker, hvordan en ældre pige røg »på ferie«, var borte temmelig længe og kom hjem med en dejlig unge. Men maven – den var tys-tys. Og så var det for resten også i disse år, at den todelte badedragt – bikinien – kom på mode, samtidig med at atomsprængninger dernede ved ø-gruppen af samme navn. Selvom jeg ikke var særlig bevidst omkring det, så voksede jeg nemlig også op i et Årti, hvor pessimismen og optimismen konkurrerede om førerpladsen, hvor forskellen mellem øst og vest voksede, og hvor polariseringen indkapslede de uforløste spændinger, der som bekendt gik i udbrud et årti senere.