Et døgn jeg aldrig glemmer – Fra et år i brunkulslejerne

Fortalt af Jens Fogh

 

Også i krigsårene var det svært at finde arbejde specielt særligt var det slemt for arbejdsmændene / de jordløse husmænd.

 

I sommeren l941 og efteråret indtil Jul arbejdede jeg i brunkulslejerne i Søby.

Det var hos entreprenørfirmaet Styrup & Prochs- Jensen, Fredericia hvilket firma Jeg har arbejdet for i 4 – 5 år.

 Jeg boede det halve år fra midt i juni og indtil juleferiens begyndelse på Friskolen i Fasterholt. Læreren havde lejet det tidligere husflidslokale ud til brunkulsarbejderne til biligge penge, da han syntes det kneb så meget med at få logi til disse. Vi skulle selv medbringe seng og sengeklæder, og så spiste vi hos slagteren i Fasterholt, hans kone havde oprettet et pensionat.

Jeg passede et elevatorbånd, som førte kullene op til en harpe der sorterede kullene 4 - 5 sorteringer. Der var ca. 4o smørehuller i rullerne, som skulle smøres hver dag, det fik jeg honoreret med én ekstra time hver dag. Jeg skulle også sætte maskinerne i gang om morgenen.

Vi havde før jul haft lidt vinter med sne, slud og frost ind imellem. Vi fik elektricitet fra et primitivt værk ved et andet brunkulsfirma, der havde sit eget elektricitetsværk. Ledningerne var meget dårligt isoleret, så når jeg satte i gang om morgenen, kunne jeg få elektriske stød, når der lå tøsne på ledningerne. Det var ubehageligt, men ikke farligt, da det var lavstrøm.

Firmaet havde tre lokomobiler til at pumpe vand med, men disse pumper kunne ikke altid klare vandproblemet, da vore lejer lå så tæt ved søen, at vandet til tider slog bunden op. Der var to brunkulslag, eet på ca. 1 meters tykkelse i ca. 8-lo m. dybde og eet på ca. 8 m. tykkelse på ca. 12-14 m dybde. Det blev taget op a to gange med een gravemaskine på bænken nede i graven og een oppe på overfladen. I sommeren l941 og efteråret indtil Jul arbejdede jeg i brunkulslejerne i Søby.

Til jul solgte firmaet kullejet til et andet firma, og så flytte de Styrups til Solsøhede, hvor de også havde et kulleje. – Firmaet åbnede efter jul et andet kulleje Solsøhede II,

Efter Juleferien begyndte jeg så at arbejde for Styrups igen. Det regnede, da jeg efter nytår gik ned til Mundelstrup station for at komme med toget, men dagen efter frøs det, og det blev det ved med omtrent helt til påske, kun enkelte dage ind imellem med tø, så man kan vist roligt sige, at det blev en hård vinter. Mit arbejde i det nye leje var at fyre i lokomobilet, Det blev stillet op på en åben plads ved siden af kulgraven, og så blev der bygget et skur over. Det varede imidlertid et par dage inden skuret var færdig. Denne ventetid var ikke nogen behagelig tid. Huset blev bygget af $/4 tommer upløjede brædder, så det var ikke særligt lunt, vi måtte tætte det indvendigt med karduspapir. Vi var tre fyrbødere, den ene af os havde ansvaret, han havde sejlet, men hans skib var blevet torpederet, så han var blevet ked af at sejle og havde derfor søgt arbejde i land. Han havde fyrbøderbevis, eller hvad det nu kaldes. Vi andre skulle ind til fabriksinspektøren i Brande for at blive stillet over for forshaLlige spørgsmål angående fyring i dampkedler. Vi fik så udleveret en fyrbog, som gav os ret til at fyre i dampkedler under et vist atmosfæretryk. Vi arbejdede på skiftehold med 8 timer hver, vi havde fri hver tredie Søndag, men så havde de to andre, der var hjemme jo 12 timer dette døgn. – Vi var inddelt i vagtskift med eet hold, der begyndte kl. 6.oo om morgenen, kl. 14.oo om eftermiddagen og kl. 22.oo om aftnen, Da jeg ikke havde fyret i lokomobil før, fik jeg lov til, at have dagvagten de første 2 uger og så fik jeg nattevagt den næste uge, Da vi begyndte den 7. Januar skiftede vi mødetid den 14 og 21 så jeg fik nattevagten den 21 til den 28 januar. Jeg boede hos bødkeren i Videbæk afholdshotel, der var 4 km fra Videbæk til Solsøhede, De første dage kunde jeg cykle derud, men så kom der så megen sne og islag, at jeg måtte gå det meste af vinteren på arbejde. Jeg slog "Munkesøm” under træskostøvlerne for at stå fast. Og skulle jeg fra vejen og ud på markerne, måtte jeg ligge på maven for at komme til at kravle over snekastningerne, der var blevet meget glatte af islag, De var også nogle steder meget høje, hvilket øgede besværlighederne yderligere.

Så oprandt det "Døgn jeg aldrig glemmer", det var natten mellem 24 og 25 januar 1942 og dagen derpå, Mange vil sikkert huske dette d Jeg havde nattevagt, den blev forlænget, med adskillige timer, derfor husker jeg den særligt. Jeg afløste den anden fyrbøder kl. 22. om aftenen, det blæste meget og føg voldsomt med sne og sand. Det gik godt første par timer, men da der ikke var mere vand at pumpe efter i vor lejer, modsat Søbylejerne, lod vi pumpen gå i tomgang ind i mellem. remmen ikke trak for fuld kraft, satte der sig islag på den denne. Dette bevirkede at remmen gled og ikke trak for fuld kraft, når pumpe blev sat i gang igen. Det resulterede i at fødepumpen blev sat ud af drift og dampmaskinen derfor ud af funktion, fordi der ikke kom vand maskinen. For at holde dampen oppe måtte jeg pumpe vand på med reserve-håndpumpen,  Så måtte jeg jo gå 8 – lo m. ned i kulgraven og hente vand med en spand i.den ene hånd og en flagermuslygte i den anden. Det var svært at holde balancen på de isglatte stigetrin, Havde jeg gledet på trinnene og styrtet ned, var jeg rimeligvis frosset ihjel, fordi jeg var ene derude, med een kilometer til nærmeste nabo. Ude på heden kom ingen tilfældig forbi på denne tid af natten, og i særdeleshed i det vejr.

Når jeg så kom op til overkanten af kulgraven, føg sne og sand i skøn forening i ansigtet på mig, så vandet sprøjtede og skvulpede over mig i en sådan grad, at mit tøj blev et helt ispanser. Jeg kan  i dag ikke forstå, at jeg kunne holde det ud. Der var et kar til vand ved siden af fyrboksen i tilfælde af, at fødepumpen svigtede, og vi skulle bruge håndpumpen. I dette kar kom vandet i. Derefter måtte jeg med hånden pumpe vandet op i kedlen for at holde trykket ved lige. Store istapper dannede sig imellem hjulene og fyrboksen og på klappen foran askeskuffen.

Kl. 6 søndag morgen ankom så afløseren, men dermed var mine trængsler ikke afsluttet. Vi fik travlt med at tø vandslangen op. Der stod nu en damp i skuret, så vi dårligt kunne se hinanden, vi blev ikke klar med dette arbejde før til middag, Derefter måtte jeg trave de 4 km. til Videbæk i strid og bidende blæst. Mine fingre på venstre hånd var helt uden følelse og ørene frøs så de ligeledes var fuldstændig ufølsomme.

Efter at jeg havde fået min opvarmede middagsmad , kom jeg da lidt til hægterne igen, så jeg kunne være klar til en ny tørn de 4 km. ude på heden ved Solsøhede igen ved 22 tiden,

Det døgn glemmer jeg aldrig, jeg har hørt, at hos en gartner i Brabrand frøs det 51 gr. den nat, Og der hvor jeg var den nat frøs de 3o grader i en dalsænkning ved Abildå.

I parentes bemærkes, at Hoffmann og Sønner havde 3 små damplokomobiler som frøs og de måtte holde stille i 3 uger. Mit firma holdt kun een dag grundet på vinteren. Vi fyrbødere havde ikke slukket ilden på kedlerne fra først i januar til vi holdt påskeferie.

Hen på vinteren blev jeg så elendig i ryggen ved at sidde på en træbænk foran kedlen med varme på maven og kulde på ryggen. Når mekanikken er i orden er det begrænset med det fysiske arbejde. Så jeg måtte til læge, jeg kunne ikke være nogen steder for smerte. Ved lægen sku jeg løfte benene op fra gulvet siddende på en stol. Jeg kunne kun løfte dem 10 cm. op, hvorefter lægen sagde, at jeg da ikke kunne arbejde for jeg var jo invalid. Han sagde også, at jeg skulle på sygehuset, og det var jeg jo ked af, for så mistede jeg jo min løn, det var den gang en meget alvorlig sag, nu er det jo noget andet med den sygeordning vi har i 1975. Jeg måtte nu forklare lægen, at det jo ikke var meget jeg arbejdede fysisk, kun nogle skovle kul en gang imellem, så hvis jeg får nogle tabletter til at tage smerten vil det nok hjælpe, Efter en tabletbehandling og nogle lysbehandlinger, fik jeg lov til at passe mit arbejde så godt som jeg nu kunne. Jeg tror for øvrigt lægen var Nazist, for han gav mig nogle naziskrifter til at læse, ellers var han forøvrigt meget flink. Men behandlingerne må havde hjulpet, for denne vinter har trods alt ikke sat noget særlig præg på mit helbred.

N.B: Skulle der blandt mine læsere være nogle der særligt kan huske dette døgn, vil Jeg gerne i kontakt med den pågældende, for at genop friske de hændelser der skete mange steder i det pågældende døgn med omkring 3o grader minus. Det har jo ikke frosset hårdere end denne nat i den tid meterologisk institut har eksisteret.

Så vidt Jeg husker var det efter denne nat at meterologisk station i Lime blev oprettet.