Besættelsestiden Også i Tilst og egnen der omkring, havde tyskernes besættelse af Danmark indflydelse på det daglige liv. En Tysk lyttepost var
beliggende på Grydhøj ved Opkærsvej. |
Vi kan se at der i 1942 blev indrettet beskyttelsesrum i kældere til gårde og huse eller truffet aftale om benyttelse af beskyttelsesrum andetsteds, f.eks. skulle Tilst Forskole, der på den tid lagde ved gadekæret benytte kælderen i nabohuset, der tilhørte rutebilejer Grønning, som beskyttelsesrum. Det ses dog også, at det ikke har været almindeligt at benytte beskyttelsesrummene under de hyppige luftalarmer, kun når bombeangrebene inde i Århus blev for voldsomme gik man i beskyttelsesrum.
Det synes som om borgerne i Tilst har været lidt mere besindige i deres iver for at beskytte deres værdier mod tyskerne end inde i Århus, måske fordi forholdene tilsyneladende var mere fredelige her. Men fra et af gartnerierne har vi dog en beretning, om hvordan en familie gemte deres sølvtøj af vejen.
I 1943 samlede far og mor alt sølvtøjet sammen, hver del blev smurt ind i vaseline og hver enkelt del blev pakket ind i pergament papir og til sidst blev det hele lagt i en papkasse. Vi fulgtes nu alle far, mor og vi tre søskende ned i drivhus 2 hvor der lige indenfor døren var gravet et hul på ca. 30 x 50 x 80 cm. og bunden var cementeret. Kassen med sølvtøjet blev nu sat ned i hullet, og der blev fyldt cement ned ved siderne og henover. Far sagde nu blot "Nu ved i alle hvor det er, hvis vi ikke alle er her når krigen er slut, og så snakker vi ikke mere om det".
Fortælleren skriver endvidere En jævnalderen genbo søn ud af en familie på 19 børn, var de første tre år af min skoletid med hjemme at få middagsmad hver dag, mor var ikke sikker på at han ellers ville få varm mad hver dag, af og til fik han også en 5 liter spand med sødsuppe med hjem til de 5 søskende der boede hjemme på den tid.
En dag var tyskerne igang med at sætte telefonpæle op tværs over markerne fra Århus til Tilst. Vi børn havde fået besked på at være venlige over for tyskerne, som arbejdede der og som ofte varmede sig i planteskuret. En morgen hvor vi gik til skole så vi et dejligt syn, hver anden telefonpæl var savet over og ledningerne klippet i stykker, og jeg sagde det er nok præsten der har gjort det, og selvom rygterne gik var det nok mere sandt end jeg var klar over. Efter krigen kom det frem at adskillige af de mest kendte og aktive modstandsfolk havde været under jorden i præstegården.
Eksplosionen på Århus havn var så voldsom, at den også i Tilst gav et voldsomt lufttryk efterfulgt af et enormt brag, eksplosionen var så voldsom at olien fra det ammunitionsskib, som det var der sprang i luften, fløj så vidt omkring at den blandt ramte vores gang vindue, hvor det kunne ses skinne i alle regnbuens farver når solen stod på i mange år fremover.
Også på landet var der vare mangel og mange ting var svære at skaffe kød og pålæg kunne ikke købes men madvarer var dog lettere at skaffe på landet end i byen.
Vores fortæller skriver min far købte en "sort" (heller ikke den gang et ukendt begreb) gris ved en nabo. Grisen blev lagt op i det store slagtekar, benene blev bundet sammen, slagteren stak den så med en kniv i halspulsåren, og blodet sprøjtede ud i en spand, der skulle røres i blodet, så det ikke stivnede, der blev så blandet rugmel og andre gode sager i blodet, der til sidst blev fyldt på tarme og kogt, det blev så til den fineste blodpølse, eller sortpølse som den også blev kaldt. Dagen efter blev grisen så lagt op på køkkenbordet, og den blev parteret, noget blev henkogt, noget blev lavet til medisterpølse der også blev henkogt, resten blev lagt i saltlage i det store saltkar nede i kælderen.
Andet var det vanskeligere med at skaffe end maden. F.eks. kunne der ikke købes te, så det blev lavet af friske tjørneskud og æbleskræller, som blev tørret i ovnen. Selvom min far havde nogle gode forbindelser, kunne stof til en ny kjole til min storesøster ikke skaffes, så hun fik en flot ny brun kjole lavet af papirgarn, som oven i købet kunne holde til regnvejr, og skoene blev lavet af rødspætteskind.
Til mange ting skulle der bruges rationerings mærker bl.a. benzin, på grund af vores gartneri kunne vi få lidt, så far kunne køre gartneriprodukterne ind til Århus, men til sidst blev bilen klodset op og en nabo kørte så produkterne på sin hestevogn ind til gartnerens salgsauktion.
Cigarer var også svære at skaffe og far røg mange cigarer, så brugsuddeleren gemte sin sparsomme ration, så far kunne få sin sædvanlige fine kvalitet, men en dag måtte brugsuddeleren meddele, at nu kunne han ikke skaffe den kvalitet mere, og så holdt far op med at ryge.
Erindringer af en herboende borger omkring de dramatiske begivenheder ved Danmarks besættelse om morgenen den 9. april 1940
Det var første gang i Danmarks historie, man hørte et motordrøn af så
mange flyvemaskiner på en gang. Ruderne dirrede fra lufttrykket af de lavt gående maskiner. Det var morgenen den 9. april 1940.
Som ikke-morgenmand skal der meget til at ruske mig vågen, men her var betingelserne opfyldt.
Vi stod
uforstående over for det vi oplevede. Skyer af sorte maskiner kom i bølger hen over den lille
fredelige by, En stue var under reparation, og den lokale maler indfandt sig
til dagens arbejde, og med ham rygterne om hvad der var sket.
Det er tyskerne, sagde han, de erobrer hele landet fra luften. Der er en maskine
faldet ned i Skejby. - - Trangen til at gøre noget og måske mest af nysgerrighed fik mig til
at udbryde - vil du med derover - - Jeg har ikke tid, jeg skal tapetsere. -
Tapetsere - en dag hvor fædrelandet bliver erobret og måske udslettet! -
Han betænkte sig. Jo, selvfølgelig har jeg tid.
Den gamle Chevrolet fik hele sømmet, og var lige
ved at overdøve maskinerne i luften over os. - Der på marken, tilsyneladende
uskadt, stod den tyske maskine, Piloten stod nonchalant lænet op af den med en cigaret i munden. En
dansk betjent sørgede pligtskyldigt for at holde tilskuerne på afstand. Man kunne jo komme til at
beskadige maskinen. Et besætningsmedlem var sendt til Århus for at sørge for ophold til de nødlandede. Tilskuerne
knurrede. Hvorfor gjorde man ikke noget. Betjenten beroligede. Dette her skulle der tages stilling til
på højere plan. Tyskeren smilede overbærende. Han var i hvert fald sikret mod overlast
de første dage.
Maleren blev utålmodig. Så ka' vi ligeså godt tage hjem og
tapetsere, sagde han, og det gjorde vi. - Vort forsvar af Danmark på den første erobringsdag var
tilende. - Der skulle gå lang tid inden folk med andre tanker om den sag kunne komme til orde.
En beretning fra G J Tilst der fortæller
om de særlige vanskeligheder cykellisterne havde under krigen.
Det var sløje tider for
cyklerne – men til gengæld havde vi her i huset rigeligt med god oliemaling
og rigtig fernis og, lak til gulvene, hvilket ellers var mangelvarer. En
skønne dag dukkede en Danielsen op, der havde cykeldæk og slanger: Kan 'jeg
få maling' fil mine vinduer og lak til
Først ønskede vi et sæt
cykelgummi til en svend, som kun ville arbejde i Tilst, hvis vi kunne skaffe
disse ting. Han fik dem – men ak en uge efter tog han arbejde i byen
– dækkene kunne holde længere til småturene der. Nå, en ny byttehandel
kom i stand – denne gang cykelgummi til lærlingen, der skulle bringe
varer ud til arbejdspladserne og passe Teknisk Skole i Aarhus om aftenen.
Det blev klaret ekstra
flot, idet vi til værkstedscyklen fik et hjul fra en motorcykel med nyt
gummi, og det blev monteret som baghju1 – et nyt dæk blev det også til,
men det måtte skolepigen have; men så kunne der købes noget tykt reb lavet
af papir, som var meget stærkt, så det korn altså på værkstedscyklens
forhjul. Denne cykel var meget driftssikker; og mange misundte os den. – Det
omtalte rebdæk kunne godt hoppe af ved for hurtig drejning, men det fik man
jo hurtig øvelse I at satte på igen. det kunne jo da ikke punktere.
Alle her i huset lånte den
gode cykel på skift – også mor her. En aften om ugen, når der var
gymnastik, måtte jeg låne vidunderet for at køre til Mundelstrup. Vi var to
„piger" her fra byen, der fulgtes. Lauras cykel var ikke altid i orden,
men så kom hun bagpå. Vi havde jo et godt baghjul, og vi var unge – knap
50 – det blev bare til lidt ekstra motion. Op ad Mundelstrup-bakken måtte
Laura skubbe, så fik hun varmen.
Cyklen havde jeg ansvaret
for, så den kom ind i gymnastiksalen – dengang var der også nogle, der
stjal cykler. I gymnastikpausen morede de andre „piger" sig med en
rundtur i salen – 25 øre pr. tur – som gik i kassen til
afslutningsfesten. Derefter gik turen igen til Tilst, denne gang med Laura ved
styret.
Nå, vi cykler da endnu –
den ene af os – mit gamle stel kører jeg med endnu, det har jeg holdt sølvbryllup
med. Og dæk og slanger – ja, det kan man nu Røbe alt det af, som man har
penge til.
G J Tilst