Gedingvej 2

Et af de ældste huse i Tilst. Det er indtegnet på udskiftningskortet fra 1781, det er et af de meget få husmandshuse fra 1700tallet der er i Østjylland. Det er et typisk østjysk bindingsværkshus med stråtag. Det er bygget til en daglejer- eller husmandsfamilie, som kun har haft en lille smule jord i udmarker ved Geding Sø og måske en enkelt ko, en gris og nogle høns.

Her til højre ses udskiftningskortet fra 1781 med Gedingvej 2 indtegnet. 
Gedingvej 2 og kirken er på kortet markeret med rødt

I 1834 udfærdiges fæstebrev (Se Fæstebrev) for Jens Pedersen Tilst. Fæstebrevet bekræftedes på Lyngbygård 30. november 1834 af J. Friis. I matriklen 1844 står Ritmester Friis, Lyngbygård som ejer og Peter Jensen som bruger, i 1847 er han betegnet som fæstehusmand. I 1865 bliver jorden ved Geding Sø solgt fra og den 20. juni 1866 får Niels Rasmussen skøde på huset og bor der til 1915, hvor Laurs Peter Nielsen overtager det mod at give Niels Rasmussen og hustruen Mette Kirstine født Jørgensen aftægt. I 1918 flytter Torald Nielsen ind i huset og får skøde på det i 1922. I 1953 får Thorkild Elmquist skøde på huset. Han sælger det til Niels Lauritsen, Tilst. I 1980 sælger Niels Lauritsen det videre til menighedsrådet i Tilst, som i juli 1998 overdrager huset til "Fonden til bevarelse af Gedingvej 2, Tilst".

Herover tegning af vest facaden, til højre syd gavlen begge efter endt ombygning. Under tegningen af syd gavlen ses rids af grundplanen 

Det er hensigten med restaureringen, at bevare mest muligt af det gamle. Desuden tilstræbes det at give huset et udseende, som det havde for 200 år siden. Defekte materialer bliver udskiftet. Det vil sige at råddent bindingsværk bliver erstattet med nyt, tavlene ommures, råddent træ i tagværk og gavle udskiftes, de gamle døre istandsættes og bringes tilbage til deres oprindelige udseende o.s.v.. Desuden bliver saglige vinduer udskiftet til en type, som svare til det der blev brugt omkring år 1800. Den defekte og delvis skjulte pigstensbelægning omkring huset genetableres 

I forbindelse med restaureringen foretages bygningsarkæologiske undersøgelser.

Samtidig med at det er målet at istandsætte og restaurere huset, så mest muligt af det gamle bevares, er det også hensigten, at indrette huset så det lever op til en normal standard i dag så det kan udlejes til beboelse indtil videre. 

Gedingvej 2 - status januar 2001

Hvor det har været nødvendigt at tilføje nyt, er der så vidt muligt anvendt samme materialer og konstruktioner, som da huset blev bygget for over 200 år siden.

Renoveringen har betydet, at råddent træ i bindingsværk og gavle er udskiftet, tavlene er ommuret, de gamle fyldingsdøre er istandsat og, hvor det  har været nødvendigt er der isat nye fyldingsdøre, der er udformet med de gamle som model. Helrudevinduerne, som sandsynligvis er stammer fra engang i 1960’erne, er udskiftet med en type, der svarer til den man brugte omkring 1800. Mønningen, der var ret defekt, er blevet udskiftet. I følge tækkemanden kan den øvrige del af stråtaget holde 5-10 år endnu. Den skjulte, defekte og delvist manglende pigstensbelægning er blevet genetableret, og der er lagt dræn omkring huset.

Selvom den endelige finish med kalk og tjære mangler, er husets ydre nu i orden.

Indvendig er ildstedet og vægge renoveret i det omfang, det har været nødvendigt for anvendelsen til bolig. Interessante spor som f.eks. pudslag, bemalinger, spor efter bilæggerovn, brændeovn og vægskab er registreret og “pakket ind” til senere fremdragelse, evt. når/hvis huset bliver indrettet til lokalhistorisk museum. Det gamle loft, som var skjult over et nyere listeloft, er fremdraget, renset, repareret og malet.  Bortset fra køkkengulvet, som er et nyere murstensgulv, er samtlige gulve udskiftet. I stuerne er der lagt gulve af brede fyrretræsbrædder i stil med dem der lå der, da Fonden overtog huset. Oprindeligt har der været lerstampet gulv.

Huset er isoleret, der er indlagt fjernvarme, indrettet moderne køkken, bad og toilet således, at huset nu opfylder de krav, man i dag stiller til en bolig.

Udover en rent teknisk istandsættelse af huset, har restaureringen også omfattet en bygningsarkæologisk undersøgelse. Materialer, konstruktioner, spor efter ændringer og mange andre forhold er registreret. Selvom undersøgelsen og registreringen endnu ikke er færdig, er det muligt, at danne sig et forholdsvist detaljeret billede af husets historie. 

Som det fremgår af ovenstående, er huset primært bygget af træ, ubrændt ler og strå. Sådanne materialer bliver forholdsvist hurtigt nedbrudte. Man har løbende skullet udbedre lerklining, kalke mur, tjære bindingsværk, reparere stråtaget og med lidt større mellemrum helt udskifte det. Man har med andre ord skullet ‘være over det’ hele tiden. Ud over en sådan løbende vedligeholdelse har det vist sig, at det ikke er første gang, at huset har været udsat for en gennemgribende istandsættelse og ombygning. Almindeligt forfald, nye behov og måske også bedre økonomiske vilkår har sandsynligvis været anledning og drivkraft til disse ændringer.

Ved at sammenholde skriftlige kilder med husets nuværende form og de spor, der er registreret under renoveringen er det dokumenteret, at huset engang efter 1834 har været udsat for en gennemgribende ombygning. Der er ingen tvivl om, at det afspejler ændrede vilkår for beboerne, men hvori disse bestod er endnu ikke klarlagt. Så selvom huset nu er klar til indflytning er der fortsat