Den ret
imponerende sten på Rosenpladsen i Tilst er der ikke ret
mange der kender forhistorien på. Men skrædder
Willemoes Sørensen der bor lige overfor berettede i 1973. I fordums dage i slutningen af 1930erne var Rosenpladsen, som den nu kaldes blot et stykke byjord, der lå fuldstændig øde hen. Her var bybrønden med den gamle pumpe anbragt. Der gik en sti på skrå henover arealet til brønden, hvor alle borgerne kunne hente vand. Selv efter at det nye vandværk var blevet etableret, kunne der stadig være brug for det, for i perioder med vindstille vejr, kunne det være småt med vand i rørene, da det gamle pumpeværk blev trukket af en vejrmølle. |
Afgrænsningen af pladsen i den ene ende
var en åben grøft, der afledte vandet fra byens gadekær
ud i Langkær. Det var et meget uhumsk vandløb for, det
meste med stillestående vand, den benævntes da også
som " pesgrøwten". Mange unger er igennem
tidens løb faldet i denne grøft, og når de så kom
drivvåde og ildelugtende hjem vankede der. Men så fandt sognerådet
forholdene uholdbare, og da borgerne gerne ville være
med til at forskønne deres by kom de med kontante gaver
-det kunne man godt finde på dengang-. Så blev pladsen
planeret og "pesgrøwten" rørlagt, og et væld
af roser blev plantet til dels en gave fra P. Kruses
planteskole, og den daværende skrædder Sørensen
anlagde et stort rosenbed udenfor forretningen, deraf
kommer navnet rosenpladsen. |
|
Farve billedet herunder Rosenpladsen år
2000, stenen som ses på billedet øverst på siden, er på
dette billedede helt forsvunden i de høje buske i
baggrunden af billedet. Det S/H foto herunder viser dagplejemødre på udflugt på et hjørne af Rosenpladsen. Bygningen med kampestensgavlen er den gamle Bysmedie. Den hvide bygning ca. i midten af billedet er byens gamle slagtehus, på den tid da billedet er taget hjemsted for den fælleskommunale vejtromle. |
|