10 ÅR OG FRISK TIL FREMTIDEN 
Men lidt politiske initiativer der kan gavne kommunens trivsel

TST79 fester i den første uge af juni. årsagen er 10 irs fødselsdag i sportsklubben i Tilst, hvis bogstaver dækker over navnet »True-Skjoldhøj-Tilst «. Trods den unge alder kan klubben for andet år kalde sig  Århus-områdets største. Ca. 4000 medlemmer fylder 10 år. Ti afdelinger kan på fødselsdagen stå bag eet ønske: mere plads til både idræt og socialt samvær!

De bestående faciliteter (haller og sale) udnyttes til det yderste. Hvert år må natlige forligsmøder klare kampen mellem afdelinger om mere plads og mere tid. Men strides de på det punkt, kan de enes om et andet – nyt klubhus. Det nuværende på Tilst Skolevej kan i kantinen rumme 50 mennesker og har hverken møde- eller kontorforhold. De findes i en fløj på Tilst Skole fjernt fra al anden aktivitet og kun i rninimalt omfang.

Tilst-området er i de kommunale byplaner fortsat et udviklingsområde. Nye boligområder skyder op, og TST 79 udsættes for et stigende pres om faciliteter til socialt samvær og idrætslig udfoldelse. Der skal ske noget meget snart, hvis klubben skal kunne efterkomme behovene og bidrage til at give flest mulige unge en meningsfyldt fritid.

Et klubhusudvalg arbejder i øjeblikket med planer. Jubilæumsugens forhåbentlige overskud skal for størstedelen ende i klubhusfonden. Viljen til en slags brugerbetaling er altså til stede. bl.a. fordi idrætten altid har været vant til brugerbetaling. Talrige projekter er gennem årene rejst op ved frivillig arbejdskraft og iderige ledere.

Da kommunerne rundt i landet slog bremserne i for tilskud op gennem 70erne. kom sponsorerne ind på banen. Der er lavet loppemarkeder. bankospil, lotterier, tombolaer, store messer og meget meget mere for at skaffe penge til det idrætsligt arbejde, som alle betegner som værende af væsentlig socialværdi.

Idrætten oplever tilgang i disse år. Men de frivillige ledere kan ikke fortsat finde kapital til bade at bygge og drive forretningen på frivilligheden. De savner et skulderklap, som kun kommunalpolitikere kan give i form af andet end blot velmenende takke taler ved jubilæer.

Århus Kommune har f.eks. afsat tre millioner kroner som hjælp til nybyggeri på budgettet. På budgettet for 1990 burde det beløb hæves til 10-20 millioner kroner. Det ville få frivillige ledere til at investere hundreder af timer i at rejse yderligere penge, så byggeplaner kan realiseres til gavn for kommunens trivsel.

TST 79 er kun een af mange Århusianske foreninger, som arbejder med projekter. Idrætssamvirket er leveringsdygtig med lister, som tydeliggør både et behov og også en virkelyst. De frivillige ledere skal blot have en lidt større økonomisk gulerod for at realisere projekter, som også driftmæssigt vil fungere fornuftigt. Kere politikere! Forstå de signaler og gør noget ved det! Vi har brug for lidt politisk mønt. Kan vi i det mindste ikke bare kalde ordningen for et »forsøg«, så sidder millionerne jo løse i disse år. I mellemtiden skal vi forsøge at bevare tålmodigheden hos vore medlemmer og ledere, der godt ville være endnu mere sammen – hvis blot de fik plads. Vi er i TST 79 frisk til fremtiden – og den nye folkeoplysningslov. Vi ønsker blot fairplay – også økonomisk!

Hilsen TST79

Gennem småt til stort

Kvartalsmøder afløser generalforsamlinger, og foreningerne kan genfinde demokratiet gennem en opdeling i stammer og tværgående projektgrupper efter behov

”En forening var fuld af forpligtelser og traditioner. Medlemsindflydelse kunne røgtes på årlige generalforsamlinger, der ofte bød på livlig debat og meget ofte på såkaldte ”kampvalg”, hvor ivrige medlemmer faktisk kæmpede om at få en af de prestigefyldte pladser i bestyrelsen.”

Teksten i indledningen kunne hænge på det museum, som en nostalgisk idrætsleder formelt snart kan etablere med tilskud fra en eller anden pulje, så foreningernes historier fra 1900-tallet kan bevares. Men hvad med fremtiden?

Der vil også i 2000-tallet være behov for at organisere sportslig udfoldelse i fællesskab, men tidsånden er en anden, og tempoet er noget helt andet. Fortidens stive systemer passer ikke til nutidens krav om fleksibilitet og forandring.

Medlemmerne gider ikke bruge tid på diskussioner for at opnå konsensus om alt i en forening. De vil kun dele fællesskabets interesser med dem, de føler et reelt fællesskab med. De store fællesskaber – repræsenteret ved den flerstrengede forening – kan køres på museum. Selv om det vil gøre ondt på mange, så tilhører tiden de små fællesskaber, og idrætten må finde styringssystemer til den nye tid.

Langsomt men sikkert gennem de seneste 20 år er der sket en polarisering i foreningslivet – større i byerne end på landet. Gabet mellem dem, der spiller for ambitioner og dem, der spiller for sjov er vokset. De vil noget forskelligt og har ingen forståelse for hinanden. Lad os kalde det for en gruppe-individualisering, en slags stammer.

Økonomi og ansvar følges ad

Det organisatoriske svar på den udvikling er etablering af stammeråd med kompetance og økonomisk ansvar. Det enkelte gymnastikhold skal kunne træffe beslutninger fra aften til aften.

I en fodbold- eller håndboldklub skal de kapitalkrævende elitesektioner fungere som selvstændige enheder, så den evindelige snak om, hvem der bruger pengene, bliver kædet naturligt sammen med, hvem der skal skaffe dem.

De enkelte stammer vil langsomt men sikkert etablere deres egne traditioner, føle den forpligtelse, der gør et fællesskab stærkt og udvikle nogle værdier at bygge deres samvær på. Nogle vil naturligt tage ansvar og passe kassen. De hedder bare ikke formand og kasserer.

Selvfølgelig vil det være opgaver, som stammerne må løse på tværs af egne interesser. Når den slags situationer opstår, udpeger de en talsmand, arbejder projektorienteret og når en hurtig løsning. Næste gang tager en anden tjansen – enten fordi han/hun er den bedst egnede eller den, der lige nu har bedst tid.

Hvad er forskellen på den historiske model og fremtidens? Svaret er beslutningsevne, hurtig kommunikation og ansvarsfølelse skabt af den naturlige nærhed.

Modellen vil medvirke til at gøre den model, der er på vej på museum, lyslevende. ”Forening” betyder, at nogle med fælles interesse løser opgaver sammen. I alt for mange år har vi i foreningslivet søgt at fastholde en sammenhæng, som de fleste steder ikke længere var til stede.

Stammerne skal sikkert fortsat have et sæt vedtægter. Fortsat offentlig støtte vil sikkert kræve navngivne ansvarlige og en revision. Men hvad er der i vejen med at holde kvartalsvise fællesspisninger og så bruge en halv time på at få klaret paragrafferne, så både morskaben, fællesskabet og det offentlige får sit.

Modellen giver overskuelighed og en kommunikation mund-til-mund ved træning og kampe. I dag er bestyrelsen i langt de fleste foreninger en fjern, besværlig størrelse, hvor gode ideer løber marathon og taber pusten.

De såkaldte hovedbestyrelser er nogle ukendte hoveder, som ved festlige lejligheder træder ud af vokshammen a la Madame Tussaud og siger nogle uforståelige ord, mens tilhørerne ser ned i ølglasset og finder tørsten mere nærværende end selskabet.

Organisation efter aktuelle og ikke historiske behov

Fremtidens forening skal udspringe af de aktuelle behov hos de enkelte stammer. Generalforsamlingen er en museumsgenstand og bliver afløst af beslutningsmøder, når et problem kræver en løsning. Projektgrupper klarer som nævnt opgaver på tværs og organiserer sig efter det aktuelle behov, hverken mere eller mindre. Det kan f. eks. være at skaffe penge til et klubhus eller en ny kridtmaskine. Spilletøj, bolde og turneringsudgifter så som dommerhonorarer o.l. må den enkelte stamme selv finansiere og vedligeholde. De kan vaske selv eller dele en vaskemand. De må tage stilling til alt det, som i dag er blevet selvfølge.

Ingen er valgt for et eller to år. De er med, når de har tid og især lyst. På den måde bliver der de aktiviteter, som stammens medlemmer brænder for.

Livet i forening med andre rummer så mange facetter, at det er værd at slås for. De nuværende ledere har i sponsorjagt og stigende medlemskrav selv mistet det oprindelige fodfæste, gemt sig mellem de ligegyldige generalforsamlinger, forsømt enhver lejlighed til at stille modkrav og har dermed forsømt at kommunikere foreningstanken videre.

Når den nye generation ikke har fået overleveret grundlaget for at forstå foreningens idé, må vi starte forfra, atomisere og lade subkulturerne skrive de nye kapitler. Idrætshistorien har både en glorværdig fortid og en spændende fremtid, hvis vi har modet til at bryde op og genskabe det nærvær, der gør en forening.

Klaus Hansen

Idrætsklubben tst, Tilst