Førhen udnyttedes det store antal små og lidt større moser på bedste måde. 

Redskaber til tørvegravning

Det var fra disse moser, man på gårdene fik tørvene som udgjorde hovedparten af brændslet. 
Tørvegravningen begyndte så snart vårsæden var i jorden. 
Tørvegravningen var på akkord, når folkene havde lavet 2000 tørv, havde de fri. 
Der var i tørveskæret som den tid, hvor der blev gravet tørv blev kaldt, et muntert liv i mosen. Byens karle og piger skulle nok sørge for, at de kom i mosen sammen med de andre unge fra byen. Til mellemmadstid gik de sammen og spiste, men det gjaldt mest om at få 2000 tørv lavet så hurtigt som muligt, blive færdig så tidligt som muligt, for så rigtigt at holde sjov om aftenen. Almindeligvis var de færdige et par timer før solnedgang og så morede de sig sammen. 
Når tørvearbejdet i juni var forbi, skulle pigerne rejse og stakke tørvene, mens karlene i den tid skulle arbejde i marken med harvning, udkørsel af gødning og pløjning. Når tørvene var tørrede af solen og vinden, skulle de køres hjem, et arbejde der helst skulle være forbi inden høsten.

  I slutningen af 1800 tallet da roedyrkningen kom til blev det vanskeligt at afse tid til tørvestrygning eller tørveskær, derfor holdt man mange steder helt op med at fremstille tørv. Mange tørvemoser blev uddrænede og jævnede så de kunne bruges til agerjord eller græsgange. 

 I krigsårene blev moserne dog igen udnyttet til tørvefremstilling, og der kunne da ses græsmarker blive gravet op og tørvejorden i dens undergrund udnyttet til tørvefremstilling.

Før landboreformerne var gårdens størrelse afgørende for, hvor mange tørv bonden måtte skære i den fælles mose. De jordløse daglejere, indersterne og husmænd, havde sjældent rettigheder i den fælles mose. Nogle steder var det almindeligt, at husmændene skar tørv for gårdmændene mod at få en del af tørvene til sig selv. Efter landsbyernes udskiftning blev det almindeligt, at også moserne blev udstykket i lodder. Nogle gårdmænds lodder var så store, at de kunne sælge til andre, som ikke selv havde adgang til tørvemoser.

Tørv var en meget vigtig brændselskilde. Den egnede sig godt til bilæggerovnene, hvor den kunne ligge længe og ulme. Brændselstørv kan inddeles i skæretørv og æltetørv.

Skæretørv skæres direkte af hedens lyngdække eller af mosens faste overflade. At skære tørv var mandens arbejde. Til dette havde han mange forskellige spader og knive, som han brugte, alt efter hvor fast tørven var. Når tørvene var skåret fri, kørte kvinderne dem bort til tørvepladsen, enten på en trillebør eller på en "slæbefjæl" trukket af heste. På tørvepladsen var det børnenes arbejde at lægge tørvene ud og vende dem cirka én gang om ugen, til de var tørre. Skæretørvene kunne derefter brændes i miler og blive til tørvekul. Tørvekul blev anvendt af smeden, da de kunne brænde længe og give en meget kraftig varme.
Herover tørvene rejses og stakkes