|
Skolen | En skoledag | Harry Potter |
Når jeg er færdig med folkeskolen |
Til sommer er jeg færdig i folkeskolen, hvad der sker derefter
er stadig uvist... Da jeg var mindre, tænkte jeg selvfølgelig ikke særlig meget på hvad jeg ville være som voksen - på trods af at jeg blev spurgt tit nok. Der var mange ting der var mere interessante, end at tage stilling til dette. Men lidt blev det til, og da jeg efter kun kort tid fandt ud af, at det nok hverken blev professionel fodboldspiller eller superhelt, besluttede jeg mig for bare at blive rig. Det vil jeg da stadig gerne være, i hvert fald til en vis grad. Men nu der andre ting, der også har noget at sige. Eftersom der ikke er nogen bestemt uddannelse der fører til den sikre lykke eller rigdom (med undtagelse af nogle ikke statsstøttede Scientology-kurser), så må det nok blive noget jeg øjeblikket hælder jeg mest til de tekniske fag. Gymnasium? Tiende? Jeg har også overvejet HTX. Er det "ekstra" år? Eller er det en god og lærerig oplevelse? Detkunne sikkert være godt for eksempel at tage tiende på en efterskole, møde nye mennesker og blive sikrere i nogle fag. Men hvis man er ved at være lidt træt af folkeskolen, måske endda meget, kan det nok være lige så godt at komme videre. Jeg tror jeg er gået fra efterskole-idéen igen, i hvert fald foreløbigt. Der er selvfølgelig også den mulighed at komme i lære eller tage et arbejde, når jeg er færdig. Men det har jeg ikke rigtigt lyst til. Hvis jeg arbejder et år bliver det også bare sværere at komme i gang igen. Jeg tror også at min familie regner med, at jeg vælger gymnasiet eller noget tilsvarende. Ikke fordi de siger jeg skal, men det forventer de nok af mig. Ikke at det gør noget. Det er også det jeg har mest lyst til og tror jeg egner mig bedst til. Jeg er sikker på, at jeg ikke ville blive en dygtig håndværker. Jeg har bestemt, at jeg skal på gymnasiet eller noget tilsvarende, bare ikke hvad. Men det bliver nok enten det lokale gymnasium på matematisk linie eller HTX, da jeg både er bedst til og mest interesseret i fag som fysik, kemi, og matematik. Der er nok ikke stor forskel på hvilken af de to veje, jeg har taget, når jeg er færdig, men hvad kan jeg bedst tænke mig? Jeg må finde ud af hvor jeg tror jeg befinder mig bedst. Jeg er sikker på, at det også er meget vigtig at have det godt socialt. Sjov og ballade skal der jo også være plads til engang i mellem. Men på det område er der nok ikke rigtig forskel på de to steder. Gymnasiet er nok meget traditionelt. Men det er der heller ingen, der har sagt, at der er noget galt i. På den anden side kunne det være fint nok at slippe for et fag som sang. Der skal mange forskellige ting med i perspektivet. Hvis jeg eksempel vælger HTX i stedet, så kan jeg få fag som programmering i stedet for sang og oldtidskundskab. Der er specielle PC-klasser, hvor man kan lære at bruge en PC i undervisningen og i det hel taget blive bedre til omgang med EDB, som jeg finder ret spændene! Desuden er jeg overbevist om, at det også er en fornuftig retning at vælge. Men hvis jeg ikke får fag som oldtidskundskab i gymnasiet, får jeg det nok aldrig. Så lærer jeg aldrig de ting. Det er viden jeg måske ikke direkte har brug for, men det er nu engang godt at vide lidt forskelligt. Man skal derimod heller ikke fravælge sig noget man gerne vil. Jeg tvivler på, at jeg vil fortryde, hvis jeg ikke får sang. Jeg kommer aldrig til at bruge det til noget alligevel, og der er ikke noget fag jeg hellere vil være fri for.
Mit kendskab til HTX stammer fra flere af mine kammerater, som går der. Jeg har hørt meget godt om HTX. Umiddelbart lyder det, som om det godt kunne være noget for mig, og selv om det ligger lidt langt væk fra, hvor jeg bor, så har jeg forholdsvis nemt ved at komme dertil med bussen, men det bør ikke være den afgørende faktor, om jeg skal kører en halv time med bus hver morgen!
Langkær - det lokale gymnasium - ligger mindre end fem minutters gang fra mit hjem. Så selv om det ikke rigtigt burde betyde noget, så kommer det nok med i betragtningerne alligevel. I løbet af året bliver der mulighed for at blive introduceret til de forskellige gymnasiale uddannelser. Jeg har bestemt mig for at prøve så meget, jeg kan komme til. Bare for at være mere sikker på at jeg ikke går går glip af noget godt, fordi jeg ikke ved hvad det er. Det bliver sikkert også sjovt. Vi skal blandt andet på et gymnasium, hvor vi efter siqende skulle blive inddelt i klasser, og så få den undervisning som 1.g'erne får i starten af skoleåret, for på den måde at opleve lidt af hvordan det er at gå på gymnasiet.
Jeg vil nok kunne komme til at befinde mig godt de fleste steder. Jeg har heller aldrig haft specielt svært ved skolen(med undtagelse af tysk), så jeg skal nok klare mig, hvis jeg bare tager mig sammen, laver mine ting, og aflevere de opgaver jeg får for. Det er spændende at skulle vælge, hvor jeg skal gå de næste tre år af mit liv. Men jeg tror ikke, det betyder så meget for mine muligheder for at komme ind på de uddannelser, jeg kunne have lyst til at vælge bagefter, om jeg vælger gymnasiet eller HTX. |
Rune Harder, 9. A. Tilst Skole |