Bilismens barndom har ofte været ustyrlig morsom. 

 

Navnlig nu, hvor man tænker tilbage på den tid, da de første motordrevne køretøjer begyndte at gøre vejene usikre. 

G.J. en beboer her i sognet fortæller her om sin lille søsters første biltur i 1912 Mor skulle have læge, som kørte en bil med tre hjul, 1 for og 2 bag. Da lægen kom ud fra sit sygebesøg, stod 3-4 børn og beundrede køretøjet

”Vil I gerne have en køretur”, spurgte lægen, ”Så sid ind bagi”.

De kørte med en to tre kilometer så mente lægen, det var nok. og alle steg ud i snesjap og på strømpeføder! Træskoene stod hjemme ved havelågen, man kunne da ikke komme op i så fint et køretøj med træsko på. Fødderne var iskolde, da de kom hjem, men det var oplevelsen værd.

Samme år have jeg plads i Mundelstrup Brugsforening, og når der var brug for lægen, blev der som regel ringet, fra brugsen, som var en af de få, der havde telefon. Derefter gik der bud ind til Sally, som boede nærmest landevejen, om et af familiemedlemmerne ville stå ved landevejen og advare børn og hestekøretøjer, for nu kom lægen snart.

Lægen boede i Borum og skulle han tværs over landevejen, skete det ofte, at han tippede på næsen ind i Sallys have, vejen var nemlig på det sted noget skrå, men man fik snart den lille trehjulede bil på ret køl igen, og den kunne altid fortsætte. Den var sikkert lavet af godt materiale.

Jeg kan også fortælle om godsejeren på Ristrup, der fik en bil. Han måtte først ringe t1l sognefogeden om tilladelse til en Århus-tur, da han nødvendigvis måtte på landevejen. Tidspunktet blev bestemt – helst et par dage i forvejen, for der skulle jo adviseres en mand til at stå vagt ved landevejen i Mundelstrup. Det var godsejerens pligt at være på vagt, hvis der øjnedes et hestekøretøj forude. Hvis kusken løftede pisken, betød det fuldt stop.

Nu vil ]eg gerne springe frem til 1918. Vi var da selv ejer af en høj gammel Ford, ja og en ældre Brennerburg. Det var jo lovlig flot med to biler, så Ford’en blev solgt til fiskehandleren der boede. neden for vores have. Vi fik 50 kr. for vidunderet, men så skulle den også leveres. Den var også klar til start, og med min mand ved rattet, gled Ford’en ned gennem haven, mellem frugttræerne gennem hønsegården ind på den nye ejers græsplæne. 

Nu skulle vi så se at få lidt fornøjelse af vores bil, Dagen efter kørte min mand selv bilen til Århus for at erhverve sig et kørekort, og det voldte intet besvær – der var ingen prøvetimer først. Prøven foregik i egen vogn. Efter at ritmesteren havde forhørt sig om hvad de forskellige stænger skulle bruges til, entrede han over lågen op på førersædet, låsen var i uorden, så det var heldigt, det var en åben vogn, Der blev kørt en lille tur på Strandvejen, hvorefter ritmesteren blev kørt hjem igen. 

”Tak, den er fin, hr. Jørgensen", lød kommentaren, ”Brug nu flittigt Deres forstand og Deres tudehorn!”

G. J.