Med et 25 års jubilæum bidrager Langkær Gymnasium og HF- og mange andre jævnaldrende gymnasier - til at skrive den nærmeste fortids uddannelsespolitiske historie. De 25 år har været præget af en række faseforskydninger; fra en eksperimenterende og kritisk fase over en periode i konsolideringens tegn til en fase, der tiden lig er en broget buket af succes og tendens til selvforherligelse, men også med tegn på afgørende brud på traditioner.

Gymnasiets allertidligste historie bar præg af de dengang verserende politiske overvejelser om den integrerede ungdomsuddannelse. Politisk og organisatorisk var tiden ikke moden til et sådant forsøg. I stedet blev det den konstruktivt kritiske holdning og de pædagogiske eksperimenter, der kom til at præge skolen et godt stykke ind i firserne; 68-generationen trak i arbejdstøjet og formidlede faglighed af høj kvalitet i et kritisk perspektiv.

Konsolideringsfasen falder sammen med reformerne i gymnasiet og HF og det forhold, at flertallet af adjunkterne efterhånden opnåede lektorstatus. For Langkær betød gensynet med HF i 1989 endvidere ansættelse af mange nye lærere — lærergeneration 2 var på vej. Den nye skole er blevet noget sat, og der bliver længere og længere mellem eksperimenterne og de utraditionelle pædagogiske tiltag. Den nye lærergeneration formår ikke at sætte en afgørende ny dagsorden. Den gamle garde bevarer overblikket og kontrollen med fredelig sameksistens og status quo i de større spørgsmål som konsekvens. Langkær sætter sig selv under lup - en undersøgelse, som giver et stort resultat i processen, men efterfølgende følges de kendte spor. Set udefra er selv-forherligelsen lige om hjørnet - det gælder Langkær såvel som den øvrige gymnasieskole.

Omgivelsernes tiltagende, omend ofte modsatrettede krav til gymnasiet og HF slår for alvor igennem i sluthalvfemserne, sidst kulminerende med ny arbejdstidsaftale og nyt lønsystem. Striden mellem amter og ministerium bølger frem og tilbage, men den sluttelige borgfred har tydeligvis amterne som sejrherre.

Der er ikke en, men flere sammenfaldende årsager til de stedse mere synlige brud med traditionerne i den hundredårige skoleform. Ændringer i elevforudsætninger, ny informationsteknologi, stigende forandringspres fra det omgivende samfund koblet med et stigende krav om forandringer fra den lærergeneration, der startede for 25 år siden, er nogle af årsagerne.

På næsten forunderlig vis kan det synes, som om skolen er tilbage ved et startpunkt. En række af de uddannelsespolitiske problemstillinger og pædagogiske ønsker, som er på systemets dagsorden i dag, ligner til forveksling 68-generationens forestillingsverden omkring 1980. En i sig selv tankevækkende konstatering. Hvorfor og med hvilke konsekvenser, det hører en anden historie til.

At skolen befinder sig i en opbrudstid skinner igennem rent fysisk. Aldrig før i dens historie røres der som nu ved den eksisterende skolebygning. Når der her i sommeren 2000 nedlægges fem klasselokaler for at give plads for tre større og mere fleksible lokaler toptunet med it-grej, er det et tydeligt signal for den fremtidige undervisning. Dette understøttes af, at 10% af al undervisning i det kommende skoleår afvikles som it-baseret undervisning via nettet og dermed også uden synligt at slide på de eksisterende fysiske rammer. Hertil kommer, at skemalægningen for det kom­mende skoleår også har kastet tidligere kendte og afprøvede principper over bord. Nu skemalægges der i 12-ugers perioder med indbygget flextid.

Ændringer de næste 25 år?

Der vil om få år komme en begrænset reform af både gymnasium og HE Justeringerne vil først og fremmest tilstræbe at forene ønsket om udstrakt valgfrihed for den enkelte elev med behovet for etablering af sammenhænge og dermed fagblokke. Fagrækken vil blive slanket en smule, og sidst men ikke mindst vil der ske afgørende ændringer i evalueringsformerne. Ikke mindst det sidste forhold vil være med til at ændre billedet af dagligdagen i en dansk gymnasie-skole. Undervisningsformerne vil blive mere varierede, omend den klassiske klasseundervisningsform stadig vil spille en væsentlig rolle. Gymnasiet og HF vil fortsat nyde det privilegium at have elever at lege med, som befinder sig i den spændende alder mellem 16 og 20 år. Legen bliver på nogle måder anderledes. Flere og flere spilleregler vil ikke være forlods givne, men skal formuleres og afprøves i det midlertidige fællesskab. Det betyder, at den grundlæggende værdidiskussion og spørgsmålet om skolen som en kulturel og normgivende arbejdsplads i stigende grad vil afkræve opmærksomhed, tid og valg af standpunkt. Også hvad angår det studieforberedende aspekt vil spillereglerne være ander­ledes. Eleverne vil møde skolen med et meget varieret fagligt og arbejdsmetodisk forudsætningsgrundlag. Udvikling og afprøvning af nye læringsstrategier vil derfor fortsat og i stigende grad være på den pædagogiske dagsorden.

Ny indlæringsmetode i historie

25 år er to tredjedele af et lærerarbejdsliv! En logisk og alligevel ubehagelig konstatering - for det betyder jo, at skolens pionerer om fa år ikke længere vil sige: This is the place. Det betyder også, at 68-generationens lærere i et tiårsperspektiv mere og mere nærmer sig pensionen og det arbejdsfrie livs muligheder. Et meget omfattende generationsskifte er undervejs, og ønsketegningen af fremtidens gymnasielærer kan begynde.

Generationsskiftet i den danske gymnasieskole vil sat på spidsen betyde et farvel til den suveræne og fagligt altopofrende lærer, som også har virket med blik for og engagement i helheden. Det betyder også et farvel til en loyalitet og arbejdsmoral hos den enkelte lærer, som ikke vil være en naturlig kvalifikation for den kommende lærergeneration. Den aktuelle debat om ny løn vil være med til at vanskeliggøre fastholdelsen af det eksisterende lærerkollegiums loyalitet og arbejdsmoral, men måske fremme rekrutteringen af morgendagens lærere - hvem ved? Den nye lærergeneration vil i højere grad bruge skolen som affyringsrampe for en række globale raids. Erfaringsrammen vil dermed blive bredere, og ny læring vil oftest finde sted i samarbejde med andre fagligt supplerende kompetencer. Det bliver skolens opgave til stadighed at sende afsted og tage imod. Morgendagens lærer vil have stærke individuelle krav, været netværksorienteret i sin arbejdsform og i højere grad binde sin loyalitet og arbejdsmoral til de muligheder der gives, end til den enkelte skole og arbejdsgiver. 

 

Den moderne tid er en slags transittid. Det stykke tid, hvor vi kan regne med, at noget er som det plejer, bliver kortere og kortere. Fortiden vokser, fordi mere og mere forældes. Fremtiden vokser, fordi det nye kommer hurtigere og hurtigere. Men nutiden synes at skrumpe. Sådan føles det lige nu i skolen. Når vi om 25 år bliver inviteret til Langkær Gymnasium og HF’s 50-års jubilæum som gæster, vil vi alligevel med skarpt skolesyn kunne se igennem de mange forandringer og konstatere, at bundlinjens spørgsmål om det at drive skole er de samme: socialisering og almendannelse, faglige kvalifikationer, spændet mellem ungdomskultur og skolekultur og den fortsatte søgen efter et endnu bedre lærer- og skoleliv.