|
|
|
|
||||||||||
| MIT FÆDRELAND | ||||||||||
| Jeg er opvokset i Danmark og kender ikke så meget til mit eget fædreland,
udover det som jeg har fået fortalt af mine forældre. Men jeg ser stadig Kurdistan som mit fædreland. Og jeg siger det med stolthed, mit fædreland! Kurdistan, det land, som kurderne forsat bliver nægtet retten til, har haft det uheld at være placeret i hele 4 lande, og desuden at være geografisk placeret i et område, hvor der foregår en barsk og ubarmhjertig magtkamp. De er blevet narret gang på gang. Det som kurderne har været igennem, vil man ikke ønske sin værste fjende gå igennem. Deres kamp for overlevelse og kampen for et selvstændigt land har betydet meget for kurderne, de har altid stået sammen om at bevare det kurdiske sprog samt den kurdiske kultur. De har kæmpet til sidste ende, og de bliver ved med at kæmpe. Jeg tror ikke selv på drab og udmygelse,- i modsætning til PKK(Kurdistans arbejderparti) der kæmper for at kurderne kan få et selvstændigt land, også hvis de skal dræbe og myrde for det. I mange mange år har kurderne været undertrykt og dræbt pga. , at de er kurdere, men ikke ret mange har været til hjælp for dem. Jeg vil berrette om flugten, som min famile og jeg har været igennem, men det ville blive for langt. Men alligevel fortæller jeg kort om, hvorfor vi flygtede. Min far var(eller er) mellem af den kurdiske parti KDP, ledet af Massoud Barzani. Partiet er imod Saddam Hussains regime. Og det var det selvfølgelig forbudt at være, da alle kurdere skulle støtte diktatoriske Saddam. Da Saddam opdagede at der var en modstandsbevægelse mellem kurderne mod ham, ville han henrette og ødelægge partiet. Min far var selvfølgelig meget bange for hvad de ville gøre ved ham og hans familie. Derfor flygtede vi fra Iraks Kurdistan til Irans Kurdistan. Det var meget svært at komme ud af landet, vi kunne jo ikke bare tage offentlige transportmidler og køre ud af motorvejen. Jeg kan ikke rigtig huske hvordan flugten gik for sig ,da jeg var et spædbarn. Men hvad mine søskende og forældre har fortalt mig, var, at der var smalle, stejle veje, og hele tiden blev vi bombet og beskudt af irakiske soldater, der kæmpede mod kurderne(Peshmergere) i området. Der var flygtninge, som ikke overlevede turen. Nogle snublede på stierne og faldt ned i kløfter, andre ramt af bomber. Vi var selvfølgelig hele tiden rædselslagne. Men gudskelov for, at vi overlevede. Mange tusinder mistede livet. Det var ikke planlagt at vi skulle til Danmark, vi ville bare til et land, hvor vi kunne få lov til at leve i fred. Og efter krigen, rejse tilbage til det irakiske Kurdistan. Det blev så aldrig som planlagt, da krigen blev værre og værre for hver dag der gik. Vi kom så til Danmark, og her blev min lillebror født, efter bare et par ugers ophold. Jeg takker hver dag for at min familie og jeg overlevede. Jeg håber virkelig, at kurderne får en bedre tilværelse, for det fortjener de, efter alt hvad de har været udsat for, kampen om overlevelse, sorgen som de alle har lidt, og tanken om alle de uskyldige mennesker, som har mistet livet undervejs og som har mistet en kær. Og vi må aldrig glemme Halabja (byen der blev bombet af sennepgas, nervegas og andre giftgasser. Resultatet var frygteligt. Over 5000 uskyldige mennesker mistede livet) Kurdistan er stadig ikke et land, men man ved aldrig hvad fremtiden vil bringe. |
||||||||||
|
Avin Ibrahim, 9.b |
