Andre afsnit: Mine rødder Krigen En assyrisk pige på flugt  Syrien
Et kurdisk bryllup Rejsen til Kurdistan Mit fædreland Brev fra Teheran Muniras vej til Danmark
 MIN KONFIRMATION
Det hele startede med, at vi en ganske almindelig dag i syvende klasse, blev orienteret om, at dem der skulle konfirmeres, skulle gå til præst 2 timer om ugen Jeg vidste godt, hvad det betød, for vi havde snakket om kristendommen i skolen. Det at blive konfirmeret betød at vi skulle bekræfte vores tro på kristendommen. Som små var de fleste blevet døbt, og når man bliver døbt, bekræfter forældrene, barnet tror på kristendommen. Men der er barnet alt for lille til at forstå noget, Når barnet så kommer i en passende alder, kan det blive konfirmeret, som tegn på at det selv ved, hvad det betyder at tro på kristendommen. En passende alder i gamle dage var, når man gik ud af skolen og blev voksen. Det gjorde man efter syvende klasse. Personligt synes jeg, at det var alt for tidligt, vi skulle tage stilling til det. De fleste er først lige startet med at komme i den "vanskelige" alder, altså pubertetstiden. Det betyder, at man stadig er barn, men føler sig som en voksen, fordi der sker en masse ting med én. Man tænker mere over tingene, der sker omkring én og tingene påvirl én meget let.
Vi fandt senere ud af, at vi blev et meget lille hold, for selvom vi var en stor klasse var det ikke alle der skulle konfirmeres. Vi havde en del muslimer i vores klasse, og skulle selvfølgelig ikke konfirmeres, da det er en helt anden tro. Vi havde også nogen der ikke skulle konfirmeres sammen med os, men i stedet inde i Pinsekirken. Forskellen er, tror jeg, at Pinsekirken er meget mere troende end den almindelige folkekirke.

Vi startede til præst en tirsdag morgen klokken otte.
Jeg kom lidt i otte, og de fleste var kommet. Da alle var kommet, skulle vi synge morgensang. Det synes vi dengang var noget så latterligt, men jeg tror, det var fordi vi ikke tænkte så meget over, hvorfor vi skulle synge, men mere på hvad de andre ville tænke om én, hvis man sad der og skrålede med på en kirkesalme. Efter morgensangen gik vores klasse ind i et rum for sig selv og den anden klasse i et andet. Jeg blev faktisk overrasket, da jeg ankom, for vores præst rendte bare rundt i ganske almindeligt tøj, med en kop kaffe i hånden og sagde godmorgen til os. Jeg ved ikke præcis hvad jeg havde forestillet mig, men noget i retning af, at præsten havde hvid krave og sort kjole, som i kirken. Men hendes - præsten var en dame - væremåde overfor os var utrolig. Jeg troede hun ville opføre sig som en hellig engel og tro at var en flok pattebørn. Men i stedet var hun venlig, og snakkede med os om alt melle himmel og jord. Vi snakkede selvfølgelig mest om kristendommen, da det jo var det var der for, men vi kom også ind på mange andre emner, som f .eks. pubertet og forandring, krig og racehad, familie og kærester, skolen og andre dagligdags ting. Vi hyggede os nede ved præsten, men det ville man selvfølgelig ikke indrømme. Dengang var det bare så træls og det var alt for tidligt «m morgenen. Der var ikke det, der ikke var i vejen. I dag kan man se tilbage og sige at det var sjovt, også selvom det kun er to år siden. Men på de to år er der sket en frygtelig masse ting, og vi har forandret os meget alle sammen. Nogle vil nok stadig vove at påstå, at det var kedeligt, mens andre mener noget andet. Der var stor forskel på os dengang, det er der også nu, og det vil der altid være.
Vi skulle gå i kirke 6 gange, det hørte med til at gå til præst. For nogle var det svært at snøvle sig op søndag morgen for at komme i kirke. For nogle var det bare en nødvendighed, der skulle overståes, for andre var det hyggeligt og spændende, mens det for enkelte var helt iorden, men ikke ligefrem noget man gik op i. Sidstnævnte var jeg en af. Jeg syntes da, at det var spændende, og jeg ville da også gerne vide noget om kristendommen inden konfirmationen, men jeg vidste, at efter det hele var overstået, ville jeg ikke gå i kirke så ofte. Jeg var i kirke ca. 7-8 gange, lidt flere end vi skulle, men jeg synes det var passende. De fleste var i kirke præcis 6 gange, man skulle ikke plages flere gange end nødvendigt, mente de. Mens der var en der nærmest var i kirke hver søndag, han nåede op på 13 søndage.

Selve konfirmationen foregik som den skulle. Vi havde øvet det i kirken tirsdagen før. Vi havde bestemt, hvem der skulle stå forrest og bagerst o.s.v. Jeg skulle gå ind forrest af pigerækken og Mickey af drengerækken. Vi var meget nervøse, men vi gik ind og fik os sat og så var det hele i gang. Vi skulle synge forskellige salmer og rejse os og sætte os på bestemte tidspunkter. Efter at have sunget nogle salmer, skulle konfirmanderne rejse sig og gå op til koret. (Det er det øverste af kirken hvor alteret er og præsten står og prædiker.) Der skulle vi knæle på knæfaldet, (en slags lav bænk) foran alteret og præsten skulle gå rundt til hver konfirmand og spørge om man ville tro på kristendommen og følge dens ti bud. Men før præsten spurgte om alt det og konfirmanden havde svaret ja, læste hun et lille vers eller et lille digt op, som vi hver især havde valgt. Vi havde en dag fået at vide at vi skulle finde et sådant vers eller digt som vi syntes passede til vores personlighed og tro. Mit lød sådan :" Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje, alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, f ør en eneste af dem var kommet. 'Citat fra Salmernes bog s. 139, vers 16.
Det fortæller om, hvor stor magt Gud har, og at vi skal vise ham respekt og tro på ham med glæde. Gud ved, hvad der foregår på jorden.
Det var desværre sådan, at der var mange der ikke havde fundet et vers, fordi de enten ikke havde lyst eller ikke kunne finde ud af det. Vores præst var derfor meget taknemlig over, at jeg havde skrevet mindst 6 vers på min seddel. Så der var mange, der fik læst et vers op de aldrig havde hørt eller læst, men som jeg godt vidste hvor kom fra. Det var også en rar fornemmelse for mig, at selvom jeg havde skrevet mange, og jeg kun kunne få læst ét op, betød det ikke at resten var dårlige. Præsten fortalte mig efter konfirmationen, at hun havde været meget stolt og glad for mine vers.
Bagefter sagde vi fadervor i kor og gik tilbage til vores pladser. Vi sang nogle flere salmer og derefter blev der uddelt en gave til hver konfirmand, før vi skulle gå i rækker ud af kirken. Der blev taget billeder af os alle sammen lige bagefter, hvor vi stod oppe ved koret, så vi hver især også fik et billede med os hjem. Gaven var, "Det nye testamente".

Nu var vi blevet konfirmeret og det skulle fejres. Der blev uddelt knusere i massevis, og derefter tog vi hver til sit. Jeg havde inviteret omkring 40 gæster, og de var der næsten alle sammen.

Forberedelserne havde været mange. Vi skulle have dækket bordene, pyntet dem, lavet mad og andre praktiske ting. Min farmor havde lavet blomsterdekorationerne og jeg havde lavet bordkortene. Min mor havde haft travlt i køkkenet med at få det hele parat. Jeg havde selvfølgelig bestemt menuen. Min far havde ordnet alt det praktiske med borddækningen og invitationer og dens slags. Det var nemlig sådan planlagt, at vi først skulle spise middag i et festlokale, og derefter skulle vi drikke kaffe hjemme hos os. Til allersidst ville der blive serveret "skrup-af-mad" alias suppe i festlokalet. Det var heldigvis sådan, at det ikke var længere væk end vi kunne gå.

Da jeg ankom til festlokalet efter konfirmationen i kirken, var der ikke kommet ret mange. Der var kun dem, som havde været med i kirken. Men det varede ikke længe, før det væltede ind med glade gæster og jeg fik travlt med at pakke gaver op. Gæsterne fik serveret en velkomstdrink, mens vi ventede på, at alle skulle komme, så vi kunne sætte os til bords. Da alle var kommet og havde fået sig sat, bød min far velkommen og sagde tak, også på mine vegne, for deres interesse i festen. Efter det ville min mor lige introducere de forskellige gæster for hinanden. Der var både familie, venner, gamle naboer og kusiners kærester eller forlovede, og selvfølgelig kendte de ikke alle sammen hinanden. Hun fortalte lidt om hver person, hvem de var og hvordan de var i "familie" med os. Derefter sang vi en velkomstsang min far havde skrevet. Og så kom forretten på bordet. Vi havde fået vores naboer til at komme og hjælpe med at servere og rydde af. Der blev spist og snakket og sunget. Der var nemlig rigtig mange af mine gæster der havde skrevet sange til mig, og de var alle sammen fantastisk gode. De beskrev mit livsforløb indtil da, sådan som de forskellige havde oplevet det.

Min moster skrev:

Fnise Tine, fnise Tine 
du har let til smil, 
aldrig sur og vranten 
altid på med vanten 
Fnise Tine, fnise Tine 
Du er lattermild.
mel.: Lille Lise

Lille Tine, lille Tine 
kaldenavn du fik. 
"hel're kvik og vågen 
end vær' stor og doven", 
lille Tine, lille Tine 
Det blev din replik.
Min mor A far skrev:
Mel.: I en kælder sort som kul.
Sangen kunne blive ved, 
Du har mange "sider",
- snart med bog du sidder ned,
- snart på "ruller glider... 
Kun én ting bekymrer mig... 
"mange drenge på vor' vej" 
Både for- og baghav'
Bringes tit i u-lav'.
Nogle af vores bedste venner skrev:
 Mel.: Tørresnoren...
Tine der er rigtig meget 
du har lyst at prøve på 
med udklædning har du leget 
kan på høje hæle gå. 
Du kan danse hele natten 
bænkevarmer er du ej 
(- bare vent til hun bliver* 18)!!! 
Tine - du er rigtig sej.
Det er blot nogle få vers ud af mange. De her er nogle af dem jeg syntes var bedst og som jeg var mest glad for, men der var selvfølgelig en hel masse andre, der også var utrolig gode. Der var også nogle der synes, det var mere passende med en tale end en sang, og de taler der blev holdt for mig var utroligt gode og beskrivende. De gjorde stort indtryk på mig, ikke mindst fordi de fortalte om, hvordan jeg havde udviklet mi< i årenes løb, men også fordi de fortalte om, hvordan jeg skulle takle verden, og om mine gode og dårlige sider, som jeg skulle bruge og udvikle eller gemme væk og glemme så godt som muligt. Efter at alle sangene var blevet sunget og alle talerne holdt, kom min sang ind. Jeg havde skrevet en takkesang til min familie og til gæsterne. Jeg syntes, at det hørte sig til, at konfirmanden på en eller anden facon sagde tak for alting, for gaverne selvfølgelig og til de mennesker der havde fået festen stablet på benene.
Da vi havde sunget min takkesang og spist desserten gik vi hjem til os for at få kaffe og kransekage. De ældre sad i haven og nød det gode vejr, som vi havde været meget heldige med, mens de unge spillede petanqué. Da dagen så småt begyndte at blive til aften, og nogle begyndte at takke af og tage hjem, gik de sidste tilbage til festlokalet. Min mor havde lavet "Skrup-af-mad" vi spiste inden gæsterne sagde farvel. ("Skrup-af-mad" er det sidste mad man får serveret inden festen er slut. Deraf navnet.) Alt i alt var det en fantastisk dejlig dag, med en masse glade mennesker, højt humør og rigtig god mad. I hvert fald gik vi i seng med en dejlig fornemmelse af lettelse, tilfredshed og glæde. Mandag morgen var det så noget helt andet. Den startede med, at jeg stod op og gjorde mig i stand, ligesom dagen før, men denne dag var det noget andet. I dag skulle alle konfirmanderne ud og lave fis og ballade. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det er sådan, at man holder konfirmation søndag og så drøner i byen og laver fest mandag. Det var også en dejlig dag, bare på en helt anden måde. I hvert fald har andendagen ikke meget med kristendommen at gøre, og egentlig heller ikke rigtig med konfirmationen. For Konfirmationen handler om, at nu træder man ind i de voksnes rækker og på andendagen opfører man sig på alle mulige andre måder end voksent og anstændigt. Kristendommen siger, at man skal ære sin næste, altså vise andre respekt, og på andendagen render man rundt inde i byen og kaster rundt om sig med spydigheder, og for den sags skyld også penge. Det viser noget om, hvor lidt respekt de unge har for penge, når de bare køber en masse bras. Jeg synes ikke at andendagen hører sig til konfirmationen. Selvfølgelig var det sådan da man blev konfirmeret, at det var andendagen man så frem til, men i dag har jeg det sådan, at det er selve konfirmationen jeg kan se tilbage til med respekt og glæde. For mig at se var min andendag noget med at fjolle rundt og ha' det sjovt. Og selvfølgelig skal man ha" det sjovt og tage i byen og lave fis. Det har bare ikke noget med kristendommen og konfirmationen at gøre.

Forfatter: Tine Blicher Hollbaum 9.a