* Mellemhandler: Nogle mennesker tjener masser af penge på at få folk til andre lande, når der er krig og andre katastrofer. Ens for mellemhandlerne er, at de er dyre, og at de tjener fedt på andres ulykke. Og nogle af dem kan også vise sig at være dårlige hjælpere, som direkte snyder de flygtende familier for deres sparepenge. Heldigvis for mig og min familie var det ikke tilfældet.
*Visum'. En skriftlig indrejsetilladelse som efterhånden kræves i mange lande. Den rejsende skal have sikret sig indrejsetilladelsen før han/hun kommer til det nye land - ellers bliver man ikke lukket ind. Visum/indrejsetilladelse gives af en ambassade eller et konsulat fra det land man vil rejse til.

Mælkehvid med lyserøde prikker

Mange andre børn så aldrig deres far eller mor igen. Overhovedet.
Jeg kan ikke huske ret meget fra mit moderland, da jeg kun var fem år, da min familie valgte at flygte fra Mogadishu for at bygge en ny tilværelse op i Europa. Det jeg kan huske er, at vi havde et stort hus, hvor der altid var masser af slægtninger og venner. Jeg plejede altid at rende efter de voksne, men det er noget jeg har fået fortalt.
Noget jeg til gengæld husker rigtig godt, er hvor mange forskellige slags mennesker, jeg oplevede, da jeg kom til Danmark. Hvor forskellige de var fra det, jeg var vant til: Måden de klædte sig på -og deres hudfarve. Dét undrede mig allermest ved det nye land. Meget mere end det nye sprog. Det var faktisk rimelig ironisk. Når man tænker på, at det man normalt ville have lagt mærke til, ville være sproget. Men ikke jeg. Jeg var fascineret over deres hudfarve. Mælkehvid med lyserøde prikker. Jeg glemmer aldrig en bestemt situation. Jeg legede med en dansk pige. Vi legede tik, og hun var den. Jeg lød så hurtigt, jeg kunne, mens hun løb efter mig. Da hun så fangede mig, faldt vi forpustet sammen. Jeg kiggede på hende og blev chokeret over hendes røde kinder. "Hvor pudsigt, at hun kan skifte farve så hurtigt", tænkte jeg. Den dag i dag kan jeg stadig grine over det. Men senere forstod jeg så, at det enten kunne skyldes kulden eller når man blev forpustet. En anden dag var jeg atter ude og lege med naboens børn. Jeg havde lige fået en forklaring fra min mor på, hvorfor man skulle have så meget tøj på i januar. Mens jeg stadig undrede mig over det, begyndte det pludselig at sne. Jeg stoppede op og kiggede op på himlen. "Den ser da almindelig ud, så hvorfor falder der sådant noget hvidt stads ud?", spurgte jeg mig selv. Jeg var simpelthen i chok. De andre børn kiggede noget mærkeligt på mig. De tænkte sikkert, at det var underligt at jeg flippede ud over sne, bare sne. Men de havde glemt, at jeg aldrig i mit liv havde set sne før. Den første tanke, som faldt mig ind, var, at nu ville verden gå under. Men efter et par minutter droppede jeg den tanke. Jeg tænkte, at det måtte skyldes at røgen fra skorstenene var frosset så meget, at den nu faldt ned i små, hvide klumper. En tanke mere var, at i dette nye land vi nu boede i, regnede det med sukker. Jeg rakte tungen så langt ud, som jeg overhovedet kunne og smagte på det hvide stads.Det smagte af ingenting, og jeg blev skuffet. Det ville da have været rimelig sejt, hvis det ligefrem regnede med sukker.
Jeg blev stående i 10 minutters tid, og beundrede snevejret. Derefter løb jeg så hjem og spurgte min mor, hvad det var for noget, som faldt ned fra himlen. Stakkels mor, hvordan forklarer man et 5- årigt barn det? Men hun prøvede så godt, hun kunne.
Det er sådan nogle små situationer, der får en til at virkelig forstå, at man ikke er "hjemme".
En varm sommerdag var jeg på stranden sammen med fritidshjemmet. Da var jeg omkring 7-8 år. Flere af børnene sad på standen og byggede sandslotte. En pige og jeg besluttede os til at spille bold. Bolden røg uheldigvis over til et par, som sad under en parasol, da jeg skulle vise mig.
Jeg havde opdaget, at danskere havde lettere ved at smide tøjet end somaliere. Men jeg havde endnu ikke set piger eller damer ligge og tage solbad topløse eller nøgne. Jeg ( som var skyld i bolden røg så langt væk ) hentede den modvilligt. Til min enorme overraskelse så jeg en voksen kvinde ligge på ryggen iført ikke andet end en lille g-streng, mens en mand smurte hendes mave ind i solcreme. Jeg blev forarget. "Hvad tænker de dog på? Har de ingen skam?", sagde jeg til mig selv. Jeg greb bolden og løg væk fra det nøgne par. Jeg spurgte en af pædagogerne om, hvorfor kvinden var nøgen
og hvorfor hun ikke sad hjemme, hvis hun havde sådan en stor trang til at smide tøjet. ( Jeg har fået at vide mange gange, at jeg var slem til spørge om tingene, dengang jeg var mindre )
Pædagogen prøvede at forklare mig, at som regel kunne folk lide at sidde i solen for at få en dejlig, brun farve som mig. "Jamen, hjælper det, at hun er nøgen?", spurgte jeg. Hun prøvede at forklare mig det så godt, hun kunne. Men jeg var aldrig tilfreds med de svar, jeg fik. De var jo vant til det, så hvordan forklarer man det til en, som ikke er vant til det.

Negerboller og flødeskum

Jeg havde lært at tale somalisk, inden jeg kom til Danmark, men alligevel havde jeg ikke særlig svært ved at lære det nye sprog - det kom efterhånden som jeg legede med de jævnaldrende danske børn, som jeg kom til at kende, efter at min familie havde tilbragt et år i flygtningelejr i Allerød - og derefter kom jeg til Tilst.
Jeg var klar til at gå i almindelig dansk skole efter blot to måneders "indslusning" i en slags modtage-klasse i Århus. Dét, og så to ekstra dansktimer om ugen fra 1. til 6. klasse, er den eneste ekstra-undervisning, jeg har behøvet.
Jeg har altid været en stille type og jeg kan blive meget genert, hvis jeg er sammen med folk, som jeg ikke kender så godt. Derfor var jeg meget genert i starten, så dengang satte jeg min altid bagest i klassen i løbet af mine første uger i min nye klasse. Jeg var også den eneste somalier i klassen. Af den grund var der et par stykker, der drillede mig. På det tidspunkt kunne jeg godt snakke og forstå dansk, men der var stadigvæk nogle få ord, som ikke var på plads.
Selvfølgelig var der nogle af børnene, som kaldte mig "neger". Hvad kan man forvente? En ny pige af en anden farve kommer i klassen, hun ser meget anderledes ud end de andre, så man driller hende. Jeg tog mig dog ikke så meget af det, da jeg ikke forstod hvad det betød. Jeg spurgte en af pigerne fra min nye klasse, hvad "neger" egentligt betød. Hun var meget flink mod mig, og forklarede at det var fordi de var misundelige på min hudfarve. Hun hviskede til mig, at det var den alle danskere prøvede at få om sommeren, når de tog på stranden. Så fik jeg det på plads. Jeg spurgte nu alligevel min alvidende mor, hvad det betød. Hun begyndte på en tale om de hvide europæere, som sejlede til Vestafrika for at få slaver. "Jamen, jeg er da ikke nogen slave!", sagde jeg fornærmet. Jeg kan ikke huske lige præcist, hvad hun svarede på det. Og jeg valgte at behandle drillerierne på min egen måde.
Ved hjælp af nogle af mine nye veninder, lærte jeg at drille tilbage. Så når drillepindene kaldte mig "neger" og "chokoladebolle" svarede jeg tilbage med ord som "flødeskum" og "vaniljeis". Når jeg så løb tør for ord, begyndte jeg tit at kalde dem øgenavne på somalisk. På den måde kom jeg over drillerierne.

Nyt land igen

Jeg skulle være startet i gymnasiet efter afslutningen på 9. klasse til sommer, for jeg ved allerede nu, at jeg vil have en videregående uddannelse. Gerne som psykolog. Men nu skal jeg i stedet starte på en gymnasie-skole i det østafrikanske land Ugandas hovedstad Kampala!
Min far er ingeniør-uddannet i Somalia, men da den uddannelse ikke kunne bruges under hans ophold i England - inden han kom til Danmark - videreuddannede han sig der.
Det engelske ingeniør-uddannelse var til gengæld ikke anerkendt, da han var kommet til Danmark,
så derfor måtte min far for tredje gang starte forfra og færdiggøre en ny ingeniør-uddannelse. Men uden at kunne få job herhjemme bagefter. Efter et års forgæves ansøgninger, har han nu faet job for Mellemfolkeligt Samvirke. Som ingeniør i Uganda. Han arbejder allerede dernede.
Min mor og mine søskende samt jeg selv følger efter til sommer.
Jeg er noget usikker på den nye tilværelse. Jeg skal nu til at lære et nyt land, nye mennesker, ny by og nyt sprog at kende. Men alligevel glæder jeg mig meget. Ganske vist forlader jeg et sted, som jeg har kendt i lang tid, men jeg vil nu nu være noget tættere på mit land —Somalia— selvfølgelig trives drømmen om at komme "hjem" og være med til at bygge landet op igen, når der bliver fred i mig.
Jeg kan ikke undgå at være noget trist over at skulle flytte. Men tiden skifter, og menneskene forandrer sig. Nu må jeg se, hvad fremtiden bringer mig.
Jeg vil aldrig glemme min barndom i Danmark. Jeg vil kunne se tilbage med et stort smil, og være taknemlig for alle de glade og varme minder.