|
Teheran Iran 2001
Hej Solveig og hele klassen. Jeg håber, at I har det sjovt i skolen, mens jeg er på ferie i Iran. Jeg befinder mig lige nu i hovedstaden Teheran, sammen med min iranske ven Ali.
Her er dejligt, der er næsten over 30 grader varmt, og naturen er den flotteste jeg har set. Jeg bor hos Ali's familie i et stort hus. Ali bor jo oprindelig i Danmark, men han har ikke set sin familie i 8 år, derfor valgte han at besøge dem sammen med mig. Ali's familie tog rigtigt godt imod mig, så der er ingen negative meninger om dem. Huset jeg bor i ser ret gammelt ud, det er bygget af ler og tykt træ. Bag huset er der en stor have med mange dejlige frugter, man kunne spise dem hele dagen, men desværre er der alt for mange insekter, og nogle af dem er ret farlige. Om natten forandrer Iran sig til et helt andet land, det bliver lige pludseligt koldt og helt stille, i modsætning til om dagen, hvor det næsten ikke er at holde ud for larm. Natten i Iran har også et andet problem : det er helt umuligt at falde i søvn, for alle de myg, fluer og andre små, irriterende insekter. Morgenmaden er helt anderledes her i Iran, man spiser ikke på et bord, men på gulvet. Deres mad er noget der ligner det derhjemme, men bare lidt stærkere. Efter morgenmaden tager vi alle i byen for at handle. Midtbyen ser flot nok ud, nogle bygninger er totalt smadrede og andre ser fine ud. Hele befolkningen har næsten det samme tøj på. Specielt kvinderne, der skal gå med et lang tørklæde om kroppen. I alle bygninger er der billeder af den Iranske leder Khomeini , jeg mener at det er lidt for overdrevet, med så mange billeder, som der er.
Da vi nu er kommet hjem igen fra midtbyen, gå Ali og jeg en tur rundt i kvarteret. Her ser også rimeligt godt ud, men da vi går forbi en skole, bliver jeg dybt chokeret.
Jeg ser en pige, som bliver slået ret hårdt af en lærer. Læreren slår hendes hoved direkte ind mod væggen. Derefter tager hun en kost, og slår hende lige i ansigtet. Ali og jeg går hurtigt hen til læreren, for at få at vide hvad der sker. Jeg siger på engelsk til læreren: " Hvorfor slog De hende så hårdt." "Hun havde læbestift på og det er strengt imod Koranen, unge mand," siger læreren.
"Men derfor har De da stadig ikke ret til at slå hende", siger Ali. Læreren ser på os og begynder at grine, derefter siger hun: " I to ved vist ikke noget om Iransk kultur vel, men kom op på kontoret, så skal jeg fortælle jer noget."
Vi går hen på kontoret og sætter os ned. Der er ikke computer eller sekretær i kontoret, kun et bord og et telefon. Læreren giver os te og præsenterer sig selv. Hun hedder Sara Shamak og er lige fyldt 45 år. Sara spørger om hvor vi kommer fra, og hvad vi Javer. Vi fortæller hende at vi begge to er opvokset i Europa, og er 14-15 år gamle. Sara siger, at hun vil fortælle os alt om børns vilkår i Iran.
Sara tager en dyb indånding og siger: " Hør her drenge, alt det jeg fortæller jer må i ikke sige til nogen her i Iran, fordi jeg kan blive hårdt straffet af den iranske regering , hvis de finder ud af, jeg snakker om politik. I Iran har kvinder ikke særligt meget at sige, og sådan er det også med børn. Da I så hvordan jeg slog den lille pige med en kost, gjorde det sikkert ondt i hjertet på jer. Men ikke mere end på mig. Tror i to at jeg nyder at slå børn i skoletimerne?, hvis I tror det, tager I fejl. At slå et barn er for mig ligesom at slå mig selv, men hvad kan jeg gøre ved det?. Mit job som en lærer er, at jeg skal lære børn at læse, men det er lige så vigtigt at lære dem respekt. Og det er en pligt, som jeg skal gøre, og hvis jeg ikke gør det, bliver jeg fyret, og så kan jeg ikke tjene penge til min familie. Andre lærere nyder at slå børn, men ikke jeg. Jeg kan tydeligt huske hvordan det var at blive slået som barn. I min tid havde børn i det mindste en sikkerhed, men nu er det helt galt. Jeg har oplevet i frikvartererne, at børn på 12 år blev stjålet af hæren, og skulle tvinges til at være gode soldater. De stakkels unge soldater. Der blev dræbt over 10.000 i krigen mod Irak.
Koranen stiller også alt for store krav til børn og unge. F.eks. når et ungt menneske skal giftes, er det kun forældrene, der må bestemme, hvem de skal giftes med.
Kravet til børnene om arbejde er også alt for stort. De skal arbejde 6 timer pr. dag, enten ude på landet med familien, eller hos en kendt, europæisk tøjmærke fabrik, som bliver bygget i alle de fattige lande, hvor lønnen er utrolig lav. Det var alt det jeg ville fortælle jer, og tyg lige på det jeg sagde.
Det er helt i orden, hvis I fortæller , hvad jeg sagde, videre til jeres land, og måske gør man noget ved det, fordi I børn jo har chancen for at fortælle alle jeres meninger i Europa. Uanset om det er gode meninger eller dårlige, vil der altid være nogen der vil hører efter jer. Ja... det var bare det jeg gerne ville fortælle jer om. Nu bliver jeg nødt til at gå, jeg skal nemlig have time."
Ali og jeg kikker på Sara uden at sige noget som helst. Så siger Sara " jeg må ønske jer to en god rejse tilbage". Vi siger så farvel til hinanden, og går
på vej igen. Ali og jeg tog det Sara sagde ret alvorligt, og vi har i hvert tilfælde også ondt af de børn der lider i Iran og i resten af verden.
Da jeg ligger og sover kommer jeg i tanke om hvor dejligt sted Iran kunne være at bo, hvis menneskerne bare var blevet behandlet bedre. Jeg glæder mig også til at komme hjem igen og møde alle mine venner. Så hav det sjovt i Danmark, vi ses om tre uger.
|
