|
|
|
|
||||||||||
| EN ASSYRISK PIGE PÅ FLUGT FRA IRAQ | ||||||||||
| Jeg som er 15 år nu, var kun 8 måneder, da vi flygtede fra Baghdad til Nord-Iraq. Det hele startede med at der var krig mellem Iraq og Iran. Der var mange grunde til at vi flygtede, og den ene af dem var krigen.....! Mine forældre, min storebror og jeg flygtede fra Baghdad til Nord-Iraq, men meningen var, at vi kun skulle overnatte der i et stykke tid, altså indtil krigen var overstået. Det gik ikke som vi havde troet, for det blev værre og værre og vi oplevede nogle forfærdelige og frygtelige ting- som f.eks., at der om dagen kom nogle jetfly og bombarderede stedet, hvor vi boede. Vi blev nødt til at gemme os ved nogle bjergområder, men om natten tog vi tilbage til huset. Modstandsbevægelsen kæmpede imod regeringen om natten, så vi kunne heller ikke være fri for det, hverken om dagen eller om natten. Vi besluttede os for at flygte videre til Tyrkiet gennem nogle bjerge. Det tog os 5 dage at nå til den landsby, der lå tættest ved grænsen til Tyrkiet. Det var meget koldt, for det regnede, og der var også sne i et par dage. Vi blev stoppet af grænsepolitiet i Tyrkiet, så tog de alle vores ting og førte os til en politistation. Der blev sagt, at vi skulle blive der et par dage, samtidig med, at de havde taget vores penge og tøj og vi fik dem aldrig tilbage. Senere sagde de, at de ville køre os videre, men vi blev sat af ved grænsen, så skulle vi klare os selv, og det var midt i december måned med sne og frostvejr. Vi nåede til en anden landsby, og der blev vi, indtil det blev sommer. Så flygtede vi videre til Iran, og det tog 19 dage, før vi nåede dertil. Det var meget hårdt, for vi var på gåben og havde kun en hest med, så den kunne bære vores ting ( brød og tæpper). Vi gemte os i skoven om dagen, og hvilede os indtil det blev aften, hvor der var mørkt, så kunne vi flygte videre. Vi kunne ikke tænde for en eneste lommelygte, så de ikke skulle opdage os. Man skulle heller ikke kunne høre børn græde. Det var jo lidt svært for en pige på 8 måneder, derfor ammede min mor mig, så jeg ikke skulle græde. Vi kom ind på et Asylcenter, hvor flygtninge kunne bo. Asylcenteret var anderledes end i Danmark. Det lignede et fængsel, for vi måtte ikke gå ud uden en tilladelse, og vi havde kun et lille værelse, hvor jeg og min familie skulle bo i. Kvinderne skulle dækkes med tørklæde, selv om de ikke var muslimer, så det blev min mor nødt til. Vi boede i Iran i næsten 2 år og 6 måneder, og jeg fik en lille bror og en lille søster. Vi søgte at få opholdstilladelse i andre lande, men det lykkedes ikke. Heldigvis havde jeg en moster i Danmark, som gjorde alt, for at vi kunne komme dertil. Hun havde boet her i 11-12 år, hun søgte om familiesamføring, men det lykkedes heller ikke. Det endte med, at hun fortalte hele vores historie til en advokat, og det blev endelig godkendt. Så fik vi opholdstilladelse og kom til Danmark i slutningen af 1990. Hele flugten varede i 5 år. Dette var en kort fortælling om flugten til Danmark... |
||||||||||
|
Forfatter: Larsa 9.b |
